IMG_7970Dengang jeg var en lille pige, der elskede jeg at få læst højt, når jeg skulle sove. Det er simpelthen noget af det allermest hyggelige. Nu er jeg jo blevet utrolig voksen, jeg er så voksen at jeg selv læser højt for mit eget barn, når hun skal sove. Men jeg må indrømme at jeg engang imellem godt kan drømme om at få læst historie højt igen. For mig.

Det var præcis den følelse jeg fik, da jeg læste Kaninen der så gerne ville sove. Kan jeg da ikke bare lokke en til at læse den højt for mig? Jeg tror såmænd ikke, der ville gå lang tid, før jeg kom sikkert ind i drømmeland. Min kæreste, Jesper, er bare ikke helt typen, jeg kan lokke til at læse højt for mig.

Så det må blive ved drømmen. I stedet vil jeg fluks introducere denne her sag for Molly. Jeg kunne godt have ønsket mig den tidligere i hendes liv, for et par år siden tog det hurtigt 1 – 2 timer at få hende ind i drømmeland, hun ville bare slet ikke slippe dagen. Selvom hun var monstertræt. Nu går det en del lettere. Heldigvis, for det er ret hårdt arbejde at forsøge at få et barn, der ikke vil sove, til at sove. Hårdt og ret frustrerende.

Kaninen der så gerne ville sove er allerede vældig berømt og kendt, og var det længe før udgivelsesdatoen i dag. Den toppper Amazon.com’s bestsellerliste, og er allerede udgivet eller på vej til at blive det i 40 lande. Rimelig imponerende for en godnathistorie, eller søvnhjælpsbog som forlaget betegner den.

Bogen er adskiller sig fra andre børnebøger, fordi der på de første sider følger en introduktion til bogen med. Simpelthen en sådan-læser-du-bogen-guide. Der er sætninger, der skal læses langsomt, og sætninger der skal lidt mere tryk på. Barnets navn skal siges flere gange, og man skal såmænd også gabe. Men bare rolig det kommer sådan set helt af sig selv. Ikke fordi den er kedelig, men simpelthen fordi man bliver træt og søvnig af den her bog.

Kaninen der så gerne ville sove er skrevet af den svenske adfærdsforsker, coach og forfatter Carl – Johan Forssén Ehrlin, du kan læse mere om ham på hans egen hjemmeside, der slet og ret hedder carl-johan.com, og du kan også møde ham på Bogforum søndag den 8. november.

Bogen udgives herhjemme hos Alvilda, du kan finde den her.

Som sagt er jeg slet ikke i tvivl om, jeg selv ville falde i dyb søvn, skulle jeg få overtalt Jesper til at læse den højt for mig. Jeg glæder mig til at læse den højt for Molly. ZZzzzzzz…

Forleden dag skrev jeg om Mollys og min fælles debut til bloggerevent, og det var jo lige præcis for den fine kanin godnatbog. Vi fik både bogen og en helt enorm fin lille Jellycat kanin, de er jo simpelthen så bløde og lækre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *