Jeg må komme med en indrømmelse. Da jeg var barn, var jeg virkelig bange for Fragglerne og Mumitroldene. Sådan, så er det sagt! I kan nok regne ud, jeg ikke ligefrem var et modigt barn. Dermed også sagt at jeg ikke helt har fået introduceret Molly til Mumitroldene (eller Fragglerne). Det er vel ret naturligt, man kaster sig over det, man selv var begejstret for? Men altså jeg kan da godt se, de der store hvide Mumitrolde kan være meget søde. Nu er det mest hende Lille My, jeg stadig er lidt skeptisk overfor.
Hvor er Mumimors kat? er en farverig papbog for de mindste. Og den er faktisk ret fin og ret sød, og Mumimor er slet ikke uhyggelig.
Det er Riina og Sami Kaarla, der står bag papbogen, og den udgives herhjemme af Lamberth. Lige nu sælger de den med en del rabat på lamberth.dk.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.