Muligvis tog jeg munden en anelse for fuld, da jeg skrev der kom påskebøger på Mit Bogskab – indtil videre har jeg ikke præsenteret jer for en eneste reel påskebog. I dag bliver ingen undtagelse. Dog tænkte jeg påsken som en glimrende anledning til at skrive om tre forskellige børnebibler. Herhjemme har vi nemlig tre forskellige.
Vi har De Mindstes Bibel, der er fra Bibelselskabets Forlag, og som Molly fik i dåbsgave fra den kirke, hun blev døbt i. Så har vi også Sigurd fortæller Bibelhistorier, den hører sammen med Sigurd fortæller om de græske guder og Sigurd fortæller om de nordiske guder. Den sidste tilføjelse er Møllehave fortæller bibelhistorier.
Både i De Mindstes Bibel og i Sigurd fortæller Bibelhistorier er der et afsnit om påsken. I Møllehaves er påsken ikke kommet med blandt de historier, han gengiver.
Jeg kan ret godt lide Sigurd Barretts fortællestil, den er sådan meget lige ud af landevejen. Undervejs bliver der også tid til lidt begrebsafklaringer. Eksempelvis her ved den Sidste Nadver:
”Og ligesom Jesus og hans venner spiste og drak sammen, kan vi også spise og drikke sammen. Det er derfor, man i kirken går op til alteret og spiser og drikker lidt sammen (du ved, når man går ned på knæ ved alteret og får et glas stærk vin og en lille brød-dims, der ligner pap!) Det hedder altergang.”
Fortællestilen er så at sige i børnehøjde:
”Først brækkede han brødet i 12 stykker og gav ét stykke til hver af sine venner.
– På den her måde får I hvert et lille stykke af mig, sagde Jesus, og så spiste de alle sammen af brødet.
Bagefter skænkede han lidt vin til hver af de 12 venner.
– Når I drikker det her, smager I alle sammen på mig, sagde Jesus, og så drak de af vinen.”
Tilsvarende sted i De Mindstes Bibel, der genfortælles af Synne Garff:
”-Værsgo, det er mig. Det er min krop. Det er mit liv. Tag det, og spis det.
– Værsgo, det er mit blod. Det er styrken i mit liv. Tag det, og drik det. På den måde får I del i alt det, jeg er, og alt det, jeg gør – mit liv, min død, min opstandelse fra de døde. Alt det onde, I gør, vil Gud tilgive.”
Møllehave fortæller bibelhistorier er syv udvalgte fortællinger fra kirken, genfortalt på vers af Johannes Møllehave.
Her et uddrag af forordet til fortællingen om Noas ark:
Går Jorden under eller hva’?
Der er en del, der siger ja.
Går jorden under eller ej?
Der er en del, der siger nej?
Bli’r Jorden ved at ligge ?
De fleste ved det ikke.
Men netop nu i disse år
si’r fler’ og fler’, vi snart forgår.
Tre forskellige børnebibler med hver deres særkende.
De Mindstes Bibel er genfortalt af Synne Garff, og smukt smukt illustreret af Cato Thau-Jensen. Den udgives af Bibelselskabets Forlag, og kan findes her.
Sigurd fortæller bibelhistorier er skrevet af Sigurd Barrett, og morsomt illustreret af Jeanette Brandt. Den udgives af Politikens Forlag, og kan findes her.
Rosinen i pølseenden er Møllehave fortæller bibelhistorier, den er pudsigt nok skrevet (på vers) af Johannes Møllehave, og illustreret af Kirsten Gjerding. Den udgives af People’s Press Junior. Du kan finde den på udsalg hos arnoldbusck.dk.
Tak til Arnold Busck for Møllehave fortæller bibelhistorier.