Det kan være en ordentlig mundfuld at skulle starte i skole. Man kan nærmest blive helt nervøs ved tanken. Hvordan ser der mon ud, er de andre søde, synes de jeg er sød, kan jeg finde toiletterne, og hvor skrap er den lærer mon egentlig?
Hvis nu du har et barn derhjemme, der skal starte i skole, og er lidt nervøs for det, så må jeg virkelig anbefale Dengang Hr. Skæg startede i skole.
Den gode Hr. Skæg var nemlig også barn engang. Det kan komme som en overraskelse, men sådan er det fat. Og dengang Hr. Skæg var barn, startede han i skole. Og ikke nok med han startede i skole, han var faktisk også ret nervøs.
Hr. Skæg skal gå i 0.b, og heldigvis er hans lærer, Hanne, umanerlig flink. Det viser sig Hr. Skægs mor også har været lidt usikker på det med 1. skoledag, så hun har lavet en lidt anderledes madpakke til Hr. Skæg. Madpakken viser sig dog at redde hele dagen.
Skynd dig at læse Dengang Hr. Skæg startede i skole højt for en skolestarter nær dig, og hvis nu du er skolelærer i 0. eller 1. klasse, så læs den højt én af de første dage. Jeg lover brede smil og små børneskuldre, der sænker sig bare en lillebitte smule mere.
Dengang Hr. Skæg startede i skole er skrevet af Mikkel Lomborg, og illustrationerne er lavet af Gabriel Diaz. Du kan finde dit eget eksemplar på carlsen.dk.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.