Livas juleønske er en adventshistorie i fem dele. De fire adventssøndage og juleaften får du et afsnit lige til at læse højt. Historien egner sig som højtlæsning for indskolingsbørn, og hvis du er lærer og vil læse den op i din klasse, mailer jeg meget gerne historiens sidste del til dig, så du kan nå at læse den, inden juleferien rammer skolerne.
Du kan læse historiens første del her, anden del her og tredje del her.
Historien er skrevet af Lilian Muff.
Liva vågner til den fjerde søndag i advent og glæder sig til jul, selvom der egentlig stadig er ret længe til juleaften. Hun får en dagbog med lås i adventsgave, og Jens får et spil til sin playstation. Brumle får et puslespil med to brikker, der til sammen bliver en julemand. Hver gang Liva har hjulpet ham med at samle det, siger han ’gen’, som betyder, at han vil samle det igen.
Liva spiller også det nye spil med Jens, men han er meget bedre til at spille playstation.
– Du skal bare øve dig, hver gang du er her, siger han. Jens er faktisk meget sød. De plejer ikke at lave så meget sammen. Han virkede tit lidt sur i starten, men han syntes nok også, det var mærkeligt at få en bonussøster lige pludselig.
Liva har næsten lyst til at blive, da far siger, at han vil køre hende hjem. Men hun er spændt på at se, hvordan mor har det og glæder sig også til at se Mikala. Gad vide, om hun har lavet mere derhjemme?
Liva er dårligt nok kommet ind ad døren, før mor råber op og kommer farende ud af soveværelset.
– Liva, skynd dig herind, der er sket noget forfærdeligt. Kender du den pige her?
Liva mærker et sus i maven og løber ind i soveværelset. På gulvet ligger Mikala helt slap og hendes øjne er lukkede.
– Hvem er den pige? Råber mor forfærdet. Kender du hende, Liva?
Liva begynder at græde og klapper Mikala på kinden.
– Ja, jeg kender hende, mor. Hun har hjulpet os i de sidste uger.
– Åh gud, hvor er min telefon? Liva, har du din telefon? Skynd dig at ringe 112.
Liva ser på sin mor. Gud. Ja det er vel ham, der skal hjælpe.
– Mor, jeg tror ikke en ambulance er sagen i det her tilfælde, siger Liva. – Jeg tror, vi skal bede en bøn. Liva fumler med at få sin lanterne op af tasken og sætter sig på knæ foran den. Der er ikke tid til at tænde den. Mor ser forvirret på Liva.
– Hvad laver du Liva?
– Kære Gud. Din engel er kommet til skade. Hjælp hende! Please, skynd dig!
Mor ryster på hovedet og siger:
– Hvad er det her for noget, Liva? Men før Liva når at forklare noget, bliver hun blændet af et lysglimt, der får hende til at kaste sig ned i sin mors seng.
En mand kommer frem af lyset. Han har de samme tindrende øjne som Mikala.
– Er du Gud? Spørger Liva.
– Nej, jeg hedder Svend, siger manden, og Liva får øje på hans vinger på ryggen. – Jeg henter Mikala hjem, og så sørger jeg for, at I to glemmer alt, hvad der er sket. Pas godt på jer selv.
Manden bøjer sig over Mikala og løfter hende op i sine arme.
– Så var det alligevel en lidt for stor opgave for dig, min lille engel, siger han.
– Vent! Råber Liva. – Vil du ikke nøjes med at få min mor til at glemme. Jeg vil så gerne kunne huske Mikala.
Svend ser på hende og tøver.
– Jeg lover, at jeg ikke fortæller om det til nogen, og hvis jeg gjorde, var der alligevel ingen, der ville tro på det.
Svend nikker, og han og Mikala forsvinder i endnu et mægtigt lysglimt.
Der er mørkt i værelset, da Liva igen åbner øjnene. Hun skubber til sin mor, som bevæger sig lidt, før hun også åbner øjnene.
– Liva, er du kommet hjem? Skal vi se at få lavet noget aftensmad? Mor rejser sig op og går ud i køkkenet. Liva sidder helt stivnet i sengen. Hun kan ikke tro, det der er sket, og heller ikke at hendes mor opfører sig som ingenting, mens Liva har fået lov til at huske.
Liva ser Mikala for sig, helt livløs. Var hun død? Liva får tårer i øjnene. Mor kommer tilbage i værelset og ser på hende.
– Hvad er der, min skat? Spørger mor.
– Det har bare været sådan en hård december, hulker Liva.
– Ja, siger mor og sukker, mens hun holder om Liva. – Kom vi laver noget nemt aftensmad. Jeg tror stadig, vi har noget i fryseren.
Mandag morgen d. 19. december åbner Liva sin julekalender, og der er et juletræ. Liva kan se at Mikala har åbnet julekalenderen, mens hun var væk. Liva bliver helt forskrækket, da hun hører en lyd bag sig, men det er bare mor, der står op. Hun gaber og hælder vand i kaffemaskinen. Liva ser måbende på sin mor, der opfører sig helt, som hun plejede engang. Hun finder ting frem til morgenmaden og dækker bordet.
– Vi er da helt bagud med det kalenderlys, siger mor og tænder lyset, før hun sætter sig ned.
– Har du det godt mor? Spørger Liva.
– Ja, det har jeg faktisk. Jeg har det ret godt. Jeg tror, jeg vil besøge mit arbejde i dag og ønske glædelig jul. Mor smiler og sender et kys gennem luften til Liva.
Liva kan ikke lade være med at se på mor og tænke på Mikala, der lå på gulvet. Har Mikala gjort noget – har hun gjort mor rask? Men det sagde hun jo, at hun ikke kunne.
Om aftenen tænder Liva sin ønskelanterne og ser på flammen, der danser derinde. Anne sagde, at hun skulle ønske det samme hver dag frem mod jul. Men mor ser ud til at have det godt, og lige nu har hun lyst til at ønske, at Mikala også har det godt derude i stjernevrimlen.
Tirsdag er der juleafslutning på skolen. Klassen åbner de sidste pakker, og det bliver endelig Livas tur til at åbne en gave. Der er klistermærker i med hjerter i forskellige farver, og der er nok til, at de kan få ét hver. Liva får et gyldent hjerte, som hun klistrer på sit penalhus.
Hele skolen mødes og synger julesange, og Liva mærker en glæde, der bobler i hende og varmer hende helt inde fra hjertet og ud. Men så mærker hun også et stik, fordi hun tænker på Mikala. Men Mikala er jo en engel. Gad vide om engle overhovedet kan dø?
Anne ønsker hele klassen en glædelig jul, og alle skal sige pænt farvel og god ferie til hinanden. Liva siger farvel til dem alle sammen og særligt til Emma og Yasmin. Hun giver også Anne et kram og hvisker til hende, at ønskelanternen måske har virket.
Da Liva kommer ud af skolen, står mor og venter på hende derude. Hun har en gylden pose i hånden og et lille juletræ under armen.
– Jeg har været ude at købe en julegave til dig, siger mor og kysser Liva på næsen.
– Hvad er det? Spørger Liva og griner.
– Det siger jeg da ikke, griner mor.
– Har du det virkelig bedre? Spørger Liva.
– Jeg tør næsten ikke sige det, siger mor. – Men ja, jeg har det godt. Det er dejligt at pillerne endelig virker.
– Og cykeldamen, siger Liva og griner igen.
– Og psykologen, ja, siger mor og putter den gyldne pose i Livas skoletaske. – Så, siger hun og tager Livas hånd.
Sammen følges de hjem på juleferie gennem de dalende snefnug på Juelstrup Hovedgade.