I går skete der noget ret vildt. Molly startede i skole. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg har glædet mig. Hun var på dagen selv ret forbeholden overfor projektet men kom igennem på fineste vis.
Allerede i maj måned købte vi skoletasken, så den har stået klar et stykke tid. I sommerferien fandt vi et pennalhus, og endelig kom dagen så i går. Vi startede med en sang (og allerede der græd jeg lidt), og så skulle alle de små op til deres store skole-ven, en elev fra 4. klasse, der skal guide dem ind i skolelivet og ikke mindst skolegårdens uskrevne regler. Og lige der da hun slap min hånd for sammen med en større elev at gå ud af salen og op i klassen, ja – der kunne jeg faktisk ikke helt styre det mere. Det var så fint, og hun så enormt stor ud – og alligevel helt vildt lille med den kæmpe taske på ryggen.
I dag har hun så haft en rigtig skoledag, og da jeg hentede hende fra SFO’en var beskeden klar: Jeg vil tilbage til skolen nu. Sådan! En perfekt start.
I mens Molly var i skole, havde min egen 2. klasse første skoledag. Ind myldrede det med glade børn og store skoletasker. Så jeg har også haft en god første skoledag.
Nu vi er ved skolestart og skoletasker, tænker jeg at jeg vil gøre jer opmærksomme på et vældig fint initiativ Arnold Busck og Red Barnet er gået sammen om. Hvis du eller dit barn har en brugt skoletaske, der ikke længere bruges, kan den afleveres i din lokale Arnold Busck. Alle taskerne doneres til Red Barnet, og samtidig giver Arnold Busck 25 kr. pr. taske til Red Barnet. Du kan læse meget mere her.