Nu er der altså nostalgi for alle pengene. I Her kommer Bamse får du otte historier, der tidligere er udgivet som pixi bøger. Første gang de kom som pixi var i 1973, der er med andre ord en god chance for, at du også kender dem fra dengang du var barn. Jeg gør i hvert fald. Og det er hyggeligt, trygt og rart.

En del af historierne er illustreret af Iben Clante, der også har en betydelig kravlenisseproduktion bag sig. For mig emmer det af barndom og mormor, hvor kravlenisserne huserede.

Af de otte historier husker jeg tydeligst Her kommer Bamse og og Her går Tante Tea. Den lidt runde og kjoleklædte Tante Tea køber ind og bager en kringle, hun drysser med sukker. Efter bagningen klæder hun om, for hun får besøg af en niece og nevø, det er nemlig hendes fødselsdag.

Hvor gammel bliver denne ældre sympatiske dame, der uden besvær kan bage en kringle? 37!!! Man kan endda tælle lysene på kringlen. Jeg kan godt huske, hun blev mange år.

Hold da op den kringle er jo fyldt med lys. Hun ser altså også lidt gammel ud. Hvor gammel er jeg så selv? 37. Præcis det samme som Tante Tea. I må have mig undskyldt, jeg skal ud at bage en kringle:-)

Her kommer Bamse er en vældig fin samling af historier – fyldt med hygge og nostalgi. Du kan finde den på carlsen.dk.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *