Mini Bogskabet arbejder med emergent literacy og højtlæsning i vuggestuen. Hver måned præsenteres en bog, der kan læses højt i vuggestuen eller dagplejen.
Når vi arbejder med emergent literacy er det under overskrifterne:
Barnets fonologiske opmærksomhed– her arbejdes der med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.
Barnets ordforråd– her arbejdes der med barnets forståelse for det, der læses og samtidig på at styrke ord og begreber hos barnet, der har afsæt i barnets verden.
Barnets narrative kompetence– her arbejdes med barnets forståelse for at historien er fiktiv, og på hvilken rolle illustrationerne spiller for fortællingen.
Barnets viden om bogen som medie– her arbejdes på barnets forståelse for bogen som et objekt, hvordan skal den bruges, hvor åbner man, hvordan holder man den, etc.
I oktober måned skal vi læse Lille krokodille gemmer sig af Burde Poulsen.
Højtlæsningen og samtalen af og om Lille krokodille gemmer sig sigter primært mod hovedmålene:
Barnets ordforråd: Barnet skal opnå et ordforråd, der sikrer en forståelse for det læste, og styrkes i de ord og begreber, der har afsæt i barnets virkelighed.
Barnets forståelse for et narrativt forløb: Barnet ved, at bogens verden er fiktiv, og det dermed ikke foregår hverken virkeligt eller her og nu.
Sekundært arbejdes der med målene: Barnets fonologiske opmærksomhedog Barnets viden om bogen som medie.
Lille krokodille gemmer sig er én af titlerne i serien om lille krokodille. Lille krokodille har besøg af sin bedste ven, lille isbjørn, og imens de voksne drikker kaffe, beslutter de to venner sig for at lege gemmeleg. Det går næsten lidt for godt, for lille isbjørn kan ikke finde lille krokodille, der ender med at græde, da han sidder fast i sit gemmested, og skal have hjælp til at komme fri. Da vennerne er forenet vil de gemme sig for de voksne, der efter lidt besvær ender med at finde de to i en stor høstak. Historien sluttes lykkeligt med kys og kram til de to små. Vi har altså at gøre med en historie, hvis fortælling rummer en genkendelig leg for selv ganske små børn. Det er frydefuldt både at gemme sig, og blive fundet igen, og samtidig er det sjovt at være den, der holder sig for øjnene og tæller. Bogens højdepunkt og konflikt opstår, da lille krokodille sidder fast i gemmestedet, og må have hjælp af sin ven.
Højtlæsningen kan gribes an på følgende måde:
- Overvej om det er hele stuens børnegruppen, en mindre gruppe eller enkelte børn, der skal have bogen læst højt. Lille krokodille gemmer sig har et mindre format, derfor er det en god idé at organisere højtlæsningen, så børnene sidder tæt ved oplæseren.
- Se på forsiden sammen og peg på de fire ord i overskriften, samtidig med at de læses højt. Dette vil være med til at skærpe børnegruppens fonologiske opmærksomhed, hvor der arbejdes med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.
- Læs historien op for børnene, og brug undervejs tid på at gøre som lille isbjørn, når han tæller til ti.
- Lad børnene se på de to dyr ansigtsudtryk, er de glade, bange, kede af det?
- Efter læsning skal børnegruppen lege gemmeleg.
Lille krokodille gemmer sig er skrevet og illustreret af Birde Poulsen. Find den på biblioteket eller hos boghandleren.
Jeg håber, du har lyst til at dele dine erfaringer med højtlæsning af månedens bog, send mig enten en mail på josefine@mitbogskab.dk, eller del på Instagram og brug #minibogskabet og #højtlæsningivuggestuen
God fornøjelse med månedens bog!