Werner sætter klassen til at arbejde selv med noget julematematik. Han skal nemlig kigge efter julestjernen, for det siger Dorte jo selv, og det er hende, der bestemmer på skolen.
Da han er gået, får Viktor øje på Werners nøgler på bordet. Han kan ikke lade være med at tænke på det depot. Han har fortalt om det til både Tanja, Silas og så selvfølgelig til Manukka, den skønne Manukka med det mørke lange hår, som sidder lige ved siden af ham og altid dufter lidt af appelsiner. Tanja og Silas syntes, det lød sejt med et uhyggeligt depot i kælderen, men Manukka virkede helt ligeglad. Hvis bare hun kunne se det, ville hun forstå det.
Viktor lister sig op til lærerbordet og lader lige så stille nøglerne glide ned i lommen og går tilbage til sin plads. I det samme kommer Werner brasende ind igen med håret strittende ud til den ene side.
Han ser opgivende på lærerbordet og begynder at rode i sin taske, mens han mumler vredt for sig selv. Viktor ser ned i sin bog og ønsker, at han kunne blive helt usynlig et øjeblik. Tænk, hvis Werner kommer hen til ham og siger, han skal tømme lommerne! Men det gør Werner ikke. Han går lige så hurtigt ud døren, som han kom, og forsvinder ned ad gangen med trampende skridt.
”Jeg så dig godt,” hvisker Manukka. Viktor ser ind i hendes smukke, brune øjne og bliver helt rød i hovedet.
”Hvad?” spørger han.
”Du tog Werners nøgler.”
”Manukka,” siger Viktor. ”Du må ikke sige noget. Jeg må bare ned i den kælder.”
Werner kommer tilbage og tømmer alt indholdet ud af sin taske. Der er både en madkasse, en pose bolsjer, en cykellygte, en masse bøger og hæfter, løse, let krøllede papirer og et utal af papirclips.
”Måske er det nisserne, der har taget dem?” siger Manukka.
”Nisser!” fnyser Werner og ryster på hovedet. ”Må jeg være fri!”
Manukka undrer sig, for deres dansklærer snakker tit om skolens nisser.
”Solveig siger altså selv, at der er nisser på skolen,” siger Manukka, og Werner skal til at svare. Men så stikker Dorte ovre fra kontoret hovedet ind i klassen med sit altid store smil og siger:
”Werner, det træ der. Dem fra kommunen kommer kl. 12, og det ser jo ud som om, vi ikke har styr på noget som helst. Vi er nødt til at gøre noget, og nu er det jo dig, der er juletræsanvarlig”
”Helt bestemt, det træ kommer til at se fantastisk ud kl. 12. Det gør det,” siger Werner. Da døren lukker sig igen, ser han alvorligt ud over klassen og siger:
”I må hjælpe mig, børn!”
Vesper har fulgt med i matematik, for man kan jo lige så godt lære noget, når man nu bor på en skole. Han vil gerne kunne regne, og han elsker at sidde over risten og se på de mange børn, der arbejder. Endnu mere elsker han at se dem lege i frikvartererne. Tænk at have en god ven at lege med! Nu er de i gang med avispapir og ugeblade i mange farver. Vesper har sådan lyst til at være med. Han henter et lille stykke papir fra gulvet i frikvarteret og folder et smukt lille julehjerte, som han lægger på Werners brune taske. Han tager også lige et par papirclips under armen, nu han er der, og rækker ud efter en skinnende kuglepen. Men så hører han stemmer, der nærmer sig døren, og forsvinder så hurtigt han kan om bag tavlen og ned mod nisseboet.
”Kommer du dér, Vesper?”
”Ja mor, jeg skal bare lige…” Vesper sniger sig forbi køkkenet og ind på sit værelse, hvor han skubber clipsene ind under sin seng.
”Hvad har du så lavet i dag? spørger nissemor?”
”Ikke noget særligt, bare øvet mig lidt på matematik.”
”Jamen det er da fint, min dreng,” siger nissemor og tænker på dengang, hun selv var ung og hele tiden drillede til højre og venstre. Det er nu en skam, at den nissedreng ikke har nogle søskende. Tænk, hvis han aldrig lærer at drille?