Måske kan du ikke lide kaffe, og så kan det være svært at forstå, hvorfor det med Werners kaffe var så slemt. Men kaffe er mange skolelæreres benzin, og uden den kører de hurtigt død, som en bil, der går i stå på motorvejen mellem Fredericia og Vejle og må trille ind i nødsporet.
I går var Werner helt slået ud, men nu har han drukket en stor kop kaffe fra morgenstunden og ser ud til at have det lidt bedre. Han har også tanket en ekstra kop, som han har med sig ind i klassen og stiller på bordet, mens han ser alvorligt ud over børnene.
”Nu stiller jeg min kaffe her, og INGEN kommer i nærheden af den. Er det forstået?” Han skynder sig at tage en tår mere af den, som for at være på den sikre side, hvis der senere skulle ske noget med den.
”Vi blev afbrudt i går, mens vi talte om rumfang. Er der nogen, der kan huske det?” Kun tre børn rækker hånden op, og Werner sukker.
”Vi skal også åbne pakkekalender,” siger Mette.
”Glimrende, vi måler pakkens rumfang,” siger Werner og lyser op ved tanken, og pludselig er det som om den gode gamle Werner er tilbage. For mens han står og måler på gaven med en stor lineal, har han hele klassens fulde opmærksomhed, og er der noget Werner elsker, så er det når alle hører efter, mens han taler om matematik.
Da 10-pausen starter, spørger Viktor Werner, om julestjernen er dukket op.
”Nej min dreng, men tak fordi du spørger. Den er som forsvundet op i den blå luft.”
”Jeg vil gerne hjælpe dig med at lede en gang til nede i kælderen. Hvis vi nu tager Manukka med og måske Tanja og Silas, så kan vi kigge det hele igennem på ingen tid.”
”Nej, jeg har kigget alle vegne,” siger Werner og kommer lidt tættere på og hvisker: ”Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om nogen kan have taget den.”
”Nisserne?” hvisker Viktor tilbage.
”Hvad? Nej! Nej nej nej. I unger og jeres nisse-pjat.” Werner forsvinder ud ad døren, for han skal ned og have fyldt lidt sort benzin i sin kaffekop.
Viktor bliver i klassen et øjeblik helt alene. Han står og lytter ind i den tomme klasses stilhed, ja så stille som der nu kan være, når flere hundrede skrigende unger larmer uden for vinduerne. Men det er som om, der kommer nogle lyde henne fra tavlen igen. Viktor lister derhen og lægger øret til tavlen.
”Hvad laver du, Viktor?” Viktor ser op på sin dansklærer, der kigger undrende på ham.
”Jeg skulle bare lytte efter nisserne,” siger Viktor. Solveig løfter øjenbrynene og smiler.
”Nå for Søren, er der nisser bag tavlen?” Og så lægger hun også øret til tavlen, men nu er lydene forsvundet.
”Ja, det pusler da godt derinde,” siger Solveig alligevel, og Viktor kigger opgivende på hende og går ud til frikvarter.