”Jeg har en overraskelse til dig,” siger nissemor over morgengrøden.
”En julegave?”
”Nej, man kan ikke pakke den ud, og du får den allerede i overmorgen: Vi får julegæster, og de bliver helt til nytår.”
”Er det moster Anis?”
”Neeej, hun kommer først juleaften.”
”Hvem så?” spørger Vesper, for de kender ikke ret mange nisser.
”Min storebror Fritjov kommer med sin kone og deres 8 børn! Kan du huske dine fætre?”
”Nej”, siger Vesper og forsøger at huske.
”I var også så små sidst. Men de kommer altså, og du har tre fætre, som er nogenlunde på din alder, og de skal bo hos dig på dit værelse. Så du må lige få ryddet lidt op og gjort rent derinde, og jeg må ud og få fat i en masse grødris. Tror du, at du kan skaffe nogle pebernødder?”
”Øh, ja det tror jeg godt,” siger Vesper, der stadig har næsten 11 poser i en prop i gangen bag ved sit værelse.
Skolens pedel Hammer-Hans styrter ind på Dortes kontor med et begejstret udtryk i hovedet.
”Dorte, godt nyt! Jeg har fundet computerne! De lå bag et gardin i grupperummet oppe ved syvendeklasserne. Jeg ved ikke, hvordan pokker de er havnet der.” Han klør sig i håret og ryster så meget på hovedet, at nøglerne klirrer i hans bælte.
”Det var da godt nyt! Og de virker?”
”Ja, jeg vil da tro, de bare skal have lidt strøm. Så bliver det alligevel en god jul, hvad?”
”Åh, men Hans, du har vel ikke set julestjernen også.”
”Nej, det har jeg ikke. Men hvis jeg må komme med et forslag, så synes jeg, at en anden end Werner skulle være juletræsansvarlig næste år. Måske skulle det være en der var yngre, havde lidt mere orden i sagerne… og måske en der kendte depotet og alle andre rum på skolen, næsten lige så godt som hans egen bukselomme.”
”Tjo måske, men hvem kunne det være,” siger Dorte stille for sig selv.
”Det kunne måske, i al beskedenhed, bare en tanke…”
”Tak Hans, jeg må lige skrive til forsikringen, at computerne er dukket op – og til kommunen.”
Vesper sidder og morer sig oppe over kontoret. Han har ikke taget computerne, men han så at nogle havde lagt dem i vindueskarmen i stedet for i skabet, og så trak han bare gardinet for, så man ikke kunne se dem. Tænk, at mennesker er så dårlige til at lede efter ting, de har mistet. Vesper synes, de ser så sjove ud, når de går helt forvirrede rundt og taler højt med sig selv, mens de bliver mere og mere vilde i hovedet.
Dorte kommer ind i klassen med øjne så store som julekugler og siger med et smil, der igen er så bredt, at det fylder det meste af ansigtet, at computerne er fundet. Pebernødderne og julestjernen er stadig væk, men man har jo lov at håbe, at alting dukker op før juleafslutningen.
”Jeg ville bare dele den gode nyhed,” siger hun og går igen. Viktor ser lettet over på først Manukka og så Tanja og Silas. Nu er der hvert fald ingen, der vil beskylde ham for at være computertyv. Gad vide, om de lå nede i depotet og gemte sig blandt alle de andre maskiner og ledninger? Viktor ser igen depotet for sig og drømmer om alle de skønne ting, man sikkert kunne finde at lege med dernede. Gad vide, om han nogensinde får det at se igen? Og gad vide, om de finder den julestjerne før jul? Og pebernødderne?