Vesper skal rydde op. Hvis han skal have sine fætre boende, er der ikke plads til alle de skinnende skatte, han har samlet sammen. Mens nissemor laver morgengrød, lister han forbi med et par papirclips, som han smider ud gennem den nærmeste udluftningsrist. En skrue ryger samme vej.
”Hvad er det, du går og laver?” råber nissemor, og Vesper svarer, at han bare rydder op. Han ser på det kæmpestore nøglebundt, han stjal fra den dreng, der havde stjålet dem fra den tykke Werner, som med lidt god vilje godt kunne ligne julemanden. Dem kan han ikke snige sig forbi med, for bare man rører ved dem, rasler de sammen og larmer.
I går var det en rørende julehistorie, der lå på Dortes bord, da hun mødte ind, i dag er det tre clips, en stanniolkugle og en ørering. Netop som hun står og kigger på rodet, dumper der en skrue ned fra loftet.
”Er der nogen, der har en skrue løs?” spørger Werner, der i det samme træder ind på kontoret og samler skruen op fra skrivebordet.
”Nej, men muligvis rotter på loftet. Få fat i Hammer-Hans! Hvad er det for noget rod, altså.”
”Dorte jeg ville bare sige, at jeg giver det et forsøg mere med at finde julestjernen i dag. Jeg vil lede overalt på skolen, kælder og loft og bag reoler, alle steder.”
”Jamen, det er da fint Werner, det troede jeg egentlig, du allerede havde gjort, så…” Hun vifter med den ene hånd og sætter sig tungt i stolen.
Werner bukker og bakker ud af kontoret, hvor han møder Viktor.
”Viktor, du som pladrer løs om depotet, hver gang du får chancen, så er det nu.”
”Hvad er nu?” Viktor stivner helt og tør næsten ikke trække vejret. Er det nu? Er det dette, han har ventet på i flere uger?
”Du må hjælpe mig med at lede i depotet, kom!”
Viktor følger efter Werner, så stille han kan, af frygt for at Werner ombestemmer sig. Der er bare en ting, som Viktor ikke kan få ud af sit hoved: Han må få Manukka med. Der ikke noget ved at se depotet igen, hvis han ikke kan dele oplevelsen med nogen.
”Werner?”
”Hvad?”
”Ved du hvem, der er meget ordentlig og god til at finde ting, som er forsvundet?”
”Din mor?” spørger Werner og begynder at grine ad sig selv. ”Din mor, ha ha, fik du den, for børn kan aldrig finde noget som helst selv. Ha ha.”
”Manukka,” siger Viktor højt for at overdøve Werners latter. ”Kan vi tage Manukka med?”
Werner stopper og trækker på skuldrene.
”Ja, hvis hun ikke går i vejen. Det er vigtigt, vi finder den julestjerne i dag!”
Nissemor er ude for at hente grødris. Hun må gå flere gange for at fylde lageret op. Imens forsøger Vesper at smugle nøglerne ned mod indskolingen.
”Vesper! Hvad er nu det?” Nissemor står pludselig i gangen foran ham med en pose ris på slæb.
”Nøgler…” hvisker Vesper.
”Altså Vesper, nøgler er lige i overkanten. Dem har folk jo virkelig brug for. Jeg ved, der er mange nisser, der tager nøgler fra folk, men jeg synes, det er lidt over stregen. Drillerier skal være sjove og få folk til at undre sig og måske tænke lidt over julens magi – ikke gøre folk kede af det eller helt ude af den.”
”Ja ja, jeg ville også aflevere dem tilbage.”
”Godt, og sig til, hvis der er andet, du skal gøre godt igen.”
Vesper træder sig selv over tæerne, men han tør ikke fortælle nissemor om den største ting, han har stjålet.
Han stopper ved kontoret og tænker, at han vel også kan aflevere dem her i stedet for at slæbe dem hele vejen hen til indskolingen. Han står og lytter lidt, mens Dorte snakker højt med sig selv:
”Så skal jeg bare lige hente det i printeren,” siger hun og rejser sig, og da hun er ude af kontoret, tæller Vesper til tre og lader nøglerne falde ned på hendes skrivebord med et højt KLONK. Vesper bliver ikke hængende for at se, hvad der mere sker, for han har så meget, han skal nå.
”Så,” siger Werner og roder efter kontakten i det mørke depot, mens Viktor og Manukka står side om side i døråbningen.
”Bare vent,” hvisker Viktor, og mens de lange rør i loftet igen blinker sig vågne, rækker hans hånd langsomt ud efter Manukkas hånd. Han ombestemmer sig dog i sidste øjeblik og løfter i stedet hånden til en highfive. Manukka klasker sin hånd ind i Viktors og smiler til ham, så han får helt ondt i maven.
Werner har allerede hovedet nede i en kasse og råber til dem, at de skal lede henne ved reolerne, særligt på de nederste hylder, hvor han måske ikke har kigget helt så grundigt. Viktor nikker og fører Manukka i retning af de udstoppede dyr.
Helt inde i hjørnet stikker et lille hoved op bag nogle kasser. Vesper kigger forsigtigt på de tre mennesker, der leder og leder efter noget, som slet ikke er i kælderen.