Jeg har været længe om at læse den her. Alt, alt for længe skulle det vise sig, for det her er en ganske særlig bog. Det er videnskab formidlet til børn. Det er illustrationer om jorden, dyrene og menneskets tilblivelse der er så smukke, at man har lyst til at ramme dem ind og hænge dem op lige midt i stuen.
Historien om jordens og livets oprindelse er her formidlet og illustreret til børn og deres voksne, så det, der for mig i hvert fald kan synes ubegribeligt, bliver bare en smule mere begribeligt.
Jeg vil glæde mig til at læse bogen for min 8 årige datter. Det her eksemplar har jeg lånt på biblioteket, men jeg må i en boghandel og have min helt egen.
Bogen er skrevet af Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen og smukt illustreret af Kamilla Wichmann, bogen er udgivet af Høst & Søn.