I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ikke er meget til uhygge og gys, og at meget er alt for uhyggeligt for mig. Dét har jeg til fælles med hovedpersonen i Knokkeldans, han er faktisk, om muligt, mere bange af sig end mig.
Han er hverken glad for højder, gøende hunde, mørke, gyserfilm, og så er han også bange for at optræde. Det er tosset, når nu det store ønske er at spille på xylofon foran et stort publikum. En dag på vej hjem, vil byens barske trekløver have fingrene i ham, og da vores hovedperson spæner afsted ender han pludselig på en kirkegård. Hjælp! Det er selvfølgelig mørkt, og der er selvfølgelig massevis af skeletter, der gerne vil se nærmere på sådan en fin lille fyr. Han møder en lille skelet dreng, der (ret hjerteskærende) fortæller, at han savner en at lege med på kirkegården. Hans løsning er snublende nær. Hvis nu han slår drengen ihjel, så bliver han jo også til et skelet på en kirkegård. Gode råd er dyre – heldigvis er vores hovedperson jo en ørn til at spille på xylofon, og så udvikler det sig til en skelet dansefest, og så er vi heldigvis tilbage på et uhygge niveau, hvor jeg også kan følge med.
Knokkeldans er skrevet og illustreret af norske Bjørn Ousland, der også står bag den gyselige (på den bedst tænkelige måde) Småbørnssuppe, der absolut heller ikke er for sarte sjæle.
Find Knokkeldans hos ABC Forlag.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.
