Jeg er i fuld gang med Ibbys Læseudfordring 2020. Jeg er ikke god til årslange udfordringer men den her er jeg rimelig skarp på, når jeg selv skal sige det. Jeg er i hvert fald stadig med.
I marts gjaldt det en titel, hvor hovedpersonens navn begynder med M. Jeg havde tre muligheder; Madeline, Mogens & Mahdi eller Mira på lejrskole.
Jeg bad om jeres hjælp, og foruden at komme med mange gode bud på andre titler med M-hovedpersoner, så stemte flest for Madeline. Bogen om den fransk-katolske kostskoleelev Madeline er fra 1939 og skrevet af den østrigsk-amerikanske forfatter Ludwig Bemelmans. Madeline blev efterhånden til en bogserie, der år senere er remedieret til både film og tv-serier. Madeline er en historie på vers om en lille pige, der skal have fjernet sin blindtarm. Bogens særkende er dog ikke selve historien, med derimod de smukke og stemningsfulde illustrationer fra Paris.
Jeg synes, det er en smuk bog, og jeg vil absolut anbefale den – og særligt inden en tur til Paris.
Madeline er skrevet og illustreret af Ludwig Bemelmans og min udgave er udgivet af Carlsen, det ser dog ud til at den skal skaffes gennem et bibliotek.