Sallies historier er ikke en ny Fupz, tværtimod – den er oprindeligt fra 1992, men tåler i den grad en tur mere – og er i denne udgave tilsat Rasmus Bregnhøis illustrationer.
Forfatter Kim Fupz Aakeson har med Sallies historier kastet sig over en gammel genre: den opbyggelige fortælling, der afsluttes med en morale – og ikke nok med det – i Sallies historier har vi også en tydelig rammefortælling, nemlig om Sallie og hendes far. Denne genre kom frem i midten af 1700-tallet med mønsterværket Madame de Beaumonts Magasin des Enfants. Værket er bygget op om en rammefortælling , hvor en guvernante fortæller eventyr med tydelige og opbyggelige moraler, som hun og børnene taler om efter endt læsning. Børnelitteraturens nøgleord var på dette tidspunkt belærende og fornuftig.
Med Sallies historier får vi et nutidigt bud på en rammefortælling med Sallie og hendes far; han vil så gerne se TV-Avisen, og Sallie plager sig hver aften til en historie. Bogens 11 egentlige historier afsluttes alle med en morale, med Fupz’ tydelige særkende af både humor, galgenhumor og alvor. Den alvorlige undertone læser jeg tydeligst i Den legetøjsløse stakkel hvor hovedpersonen er en dreng med en dybt alkoholiseret far, der sover sin brandert ud på sofaen og en mor der ligger i sengen. Drengen er med andre ord overladt til sig selv og sin egen opfindsomhed. Det gør ondt helt ind i hjertet, og så alligevel ikke, for den er sjov og underfundig.
På filmcentralen.dk findes Sallies historier som korte animationsfilm, de er fra 1998 og indtalt af Peter Frödin, og vil være oplagte at se efter endt læsning.
Sallies historier er skrevet af Kim Fupz Aakeson og illustreret af Rasmus Bregnhøi. Find dem på carlsen.dk.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.
