Opslugt og med en klump i halsen læser jeg de sidste sider. Klumpen bliver til små tårer og et dybt suk, da jeg lukker bogen. Er den virkelig færdig? Skal jeg slet ikke vide mere? Der breder sig en lille tristhed i mig – som der gør, når jeg har været helt optaget af en god bog.
Jeg har læst Lise Villadsens Kvantespring, og lad det være sagt med det samme: Det er en vældig god bog, og jeg vil anbefale den bredt, langt bredere end den YA målgruppe den egentlig henvender sig til.
Fortællingens hovedperson hedder Astrid og går i 1.g, hun bor helt kerne-agtigt med mor, far og storesøster Cecilie i et hus i en forstad. Men Cecilie har angst, hvilket influerer på hele familien og måske særligt på Astrid, for hvad må man egentlig føle, når der er en der fylder og føler alt? Må man overhovedet være glad? Trives? Hænge ud med vennerne, forelske sig?
Moren er opslugt af Cecilies ve og vel. Og det er forståeligt. Men det er svær læsning, for det er tydeligt at Astrid bliver væk i den opslugthed (hvis det da overhovedet er et begreb?) Faren arbejder og løber, og er vred. Vred på Cecilie, vred på moren. Han søger at alliere sig med Astrid. Igen bliver Astrid væk og klemt mellem moren og faren.
Og så er der vennerne, og en der hedder Kristoffer.
Det er fuldstændig oplagt at anbefale Kvantespring til de ældste elevere i folkeskolen samt gymnasieelever. Det er fuldstændig oplagt at anbefale den som læsning til alle der er pårørende til et menneske med angst – men det er også fuldstændig oplagt at anbefale den til alle, der er forældre. Det er godt at blive mindet om, at alle ens børn skal have lov at fylde, også selvom der er udfordringer eller sygdom i familien – og på et helt andet plan er det vidunderligt livsbekræftende at læse om spirende forelskelser. Derfor vil jeg kun sige to ord: Læs den!
Kvantespring er skrevet af Lise Villadsen og udgives af Gyldendal.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.