Juhu! Nu kan du finde det første materiale til Den nordiske bogsluger. Materialet er udarbejdet så det kan bruges til at understøtte en bogsamtale om udvalgte nordiske billedbøger, der alle har været nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Materialet er frit tilgængeligt og lige klar til at bruge hjemme, i børnehaven eller i skolen, her kunne det vældig fint indgå i arbejdet med de nordiske sprog.
Projektet Den nordiske bogsluger/Den nordiska bokslukaren er initieret af Nordisk Kulturkontakt i Finland og støttet af Nordisk Ministerråd. Projektet har til formål at fremme den nordiske børnelitteratur i alle de nordiske lande.
Jeg har været så heldig at være en del af den danske arbejdsgruppe, og indtil videre er der udarbejdet materiale til to danske billedbøger – nemlig Søndag af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson og Ud af det blå af Rebecca Bach-Lauritsen og Anna Margrethe Kjærgaard, sidstnævnte billedbog kan du læse mere om i dette indlæg.
Du kan finde materialet og læse mere om projektet på bokslukaren.org.
– Og nyd så også Cato Thau-Jensens illustration af den fine bogsluger.