IMG_6760

Jeg er tilbøjelig til at melde mig ind i mit livs første fanklub – alternativt starte den selv. Jeg har langt om længe fået set på, og læst de fire bøger om Elg, Bæver og Bjørn. Hold nu op de er fine og morsomme. Og ikke nok med det – de er sørme også tænksomme, så man nærmest bliver nødt til at se lidt på egen opførsel og livsførelse.

Lige nu fås fire af dem på dansk, og en femte er på vej. Jeg glæder mig!

I Det Store Bjørnekram møder vi bjørn, en bjørn der er fyldt med kærlighed og glæde. Han vil simpelthen bare så gerne kramme.

I Elg søger lykken møder vi så elgen. En vildmarks elg, der slet ikke er vild. Faktisk fredelig og nærmest lidt frygtsom. Elg prøver eksempelvis at meditere (fuldstændig pragtfuld tegning!), og en masse andre ting i forsøget på at finde ud af, om han går glip af noget, og hvad det noget i så fald kunne være. Elg ender med at rejse ud på en sejltur, det går selvfølgelig overhovedet ikke som planlagt.

I den tredje bog Den travle bæver kommer endelig bæveren i centrum. Bæver har travlt, så travlt at alt går i stykker og roder omkring den. Bæveren er faktisk både tanke og hensynsløs. Der skal en lille ulykke til, hvor bæveren står på den forkerte side af det træ, den netop har sat de to meget store fortænder i, før bæveren standser op. Det bliver en mulighed for bæver til at ændre sig.

I Ned ad floden er de tre bedste venner på tur sammen. De har bestemt sig for at sejle en tur i den røde kano. Problemet er bare at de alle tre vil bestemme. De skændes, og kommer de ingen vegne. De tre venner må indse, de skal arbejde sammen for at få deres tur til at ende godt.

Bøgerne er tænkt som godnathistorier af den canadiske illustrator og forfatter Nicholas Oldland. Han tegnede illustrationer til nattøj, og tænkte at en god idé ville være at lave en bog, der kunne passe til de tegninger, der var på nattøjet. Jeg tør ikke sige, om der findes nattøj med Elg, Bæver og Bjørn – men det er ret sjovt, synes jeg, at tanken om bøgerne er startet som accessories til nattøj.

De egner sig glimrende som godnathistorier. Jeg har testet, og det virker 100%. Jeg vil dog glæde mig til også at læse bøgerne i min kommende klasse, som et afsæt for at tale om opførsel. Hvordan kan man være en god ven? Hvad gør man, hvis man bliver uvenner?

Bøgerne er som sagt skrevet og illustreret af Nicholas Oldland, og de er udgivet på Høst & Søn. Du kan få fat i dem her.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *