På denne anden dag i Mit Bogskabs helt egen Marianne Iben Hansen weekend, er jeg nået frem til Violinspilleren.
Det her er noget så sjældent som et eventyr i valsetakt. Jeg kan ikke tro, der findes mange. Eventyret handler om Theodor, der som elleve årig får en violin i fødselsdagsgave. Det viser sig, han er et enormt talent. Han rejser verden tynd, han spiller for alle, og han opnår berømmelse og rigdom.
Han spiller for alle der gerne vil høre, for dronning, professor og fæ
Han spiller for månen og damen i Netto og katten i naboens træ
Han spiller så hjertet får vinger Han spiller så himlen bli’r blå
Han spiller så håret gror frem på en skaldet (ja, det var der selv én der så)
Men en dag er musikken væk. Kun en afskyelig lyd kommer der fra violinen. Theodor gemmer sig under en koncert i et rengøringsskab. Her finder en gammel kone ham, hun giver ham tre opgaver at løse. Mødet med damen kommer til at ændre Theodors liv.
Det her er en pragtfuld bog om at finde tilbage til det oprindelige, om at skære alt det unødvendige fra og holde fast i kernen.
Den er ikke let tilgængelig, af samme årsag vil jeg ikke mene, den i undervisningssammenhæng egner sig for små børn. Den vil dog egne sig umanerligt godt i et undervisningsforløb, men man skal minimum op på mellemtrinnet, og måske endda helt op i udskolingen.
Hjemme vil det være et smukt eventyr at læse højt, det mindre barn vil nyde sprogets rytme og finurligheder, og langsomt vil man få øjnene op for, hvad den egentlig handler om. Med andre ord er det her en bog, der kan vokse med barnet, og læses mange gange, og forstås på en ny måde hver gang.
Som voksen er det en af de bøger, hvor jeg sidder med en lille klump i halsen, og på en lidt regnfuld dag, kunne der såmænd også sagtens snige sig en lille tåre i min øjenkrog.
På marianneibenhansen.dk kan du se og ikke mindst høre bogtraileren.
Det er Cato Thau-Jensen der har illustreret. Violinspilleren er udgivet på Gyldendal.