Jeg har umanerlig længe haft et godt øje til Betty. Uden dog det er blevet til mere end det. Men nu, midt i sommerferielæsningen, fandt jeg så Betty møder en superhelt. Betty er på (charter)ferie med sin mor og far. Turen er gået til Altanien. Der er noget pool, liggestole, restauranter, og så er der heldigvis også Violetta.
Violetta er en ny dukke, Betty har fået af sin far. Der er bare lige en udfordring med Violetta, hun er en vaskeægte forsigtig-per. Hun kan ikke lide at blive beskidt, hun kan ikke lide sol, hun kan ikke lide høje lyde, og hun kan ikke lide det, hun ikke kender. Og da slet ikke en larmende dreng i superheltekostume.
Men drengen, der hedder Eddie, og Bettys forældre taler sammen, og finder, i bedste forældre stil, ud af at de to børn da skal lege.
Betty gemmer sig ved smukke blomster, men superhelten Eddie finder både hende og Violetta. Violetta vil gerne prøve at flyve, og uheldigvis falder Violetta plask ned i blomsterbedet, som ligger neden for en trappe. Argh! Altså.
Så må Betty og Eddie hjælpes ad. Betty møder en superhelt er en herlig lille sag. Den er skrevet af Alberte Winding, og illustreret af Rasmus Bregnhøi. Jeg skal fluks have fat i flere Betty bøger, det er stensikkert. Betty udgives af Gyldendal, du kan finde den på gyldendal.dk