Det her er en af de bøger, jeg har læst kun for mig denne sommer. Det er en YA/Young Adult tidligere kendt som en ungdomsbog.
Mine forventninger var egentlig ikke specielt høje, men der var et eller andet ved bagsideteksten der fangede mig. Og det er jeg glad for!
Moskitoland er en virkelig god bog. Jeg er faktisk helt vild med den.
Den handler om Mim. Mims familie går i stykker. Morens og farens ægteskab går i opløsning, og faren flytter sig selv, sin nye kone og Mim fra Ohio til Mississippi.
Mims mor bliver i Ohio, og er angiveligt meget syg. Mim er ikke okay med den nye situation. Langt fra. Hun beslutter sig for at stikke af. Hun vil tilbage til Ohio efter sin mor. Hun tager en Greyhound, men rejsen bliver lang, snørklet og med en masse knubs.
Bogen er formidabelt fortalt, og man lærer gradvist Mim bedre og bedre at kende. Dels gennem selve fortællingen, men også gennem breve Mim skriver. Hun er ikke udelukkende sympatisk hende Mim, men jeg må indrømme at jeg kom til at holde meget af hende.
Det er virkelig svært at skrive om Moskitoland uden at røbe meget af handlingen. Og det vil være ærgerligt. Jeg kan kun anbefale alle at læse den. Den er pragtfuld, morsom, barsk, trist, sørgelig, frygtelig – men først og fremmest er den bare virkelig god.
Moskitoland er skrevet af David Arnold. Herhjemme er den udgivet af Carlsen, som en del af deres Sonar serie.
Du kan finde den hos forlaget her, og på davidarnoldsbooks.com kan du læse mere om forfatteren samt læse de amerikanske anmeldelser af Mosquitoland.