IMG_7491Ikke en sommer uden en god krimi. Som barn fandt min mormor min mors (og hendes søskendes) gamle De 5 bøger frem til mig. Og for dælen da hvor jeg gøs, jeg syntes, de var SÅ uhyggelige, og jeg kunne absolut kun læse i dem, når der var voksne i umiddelbar nærhed, der puslede rundt.

Nu da det er sommer (af navn) og dermed krimitid, fik jeg derfor bestilt et eksemplar af den første i serien, nemlig De 5 på Skatteøen, på mit lokale bibliotek. Jeg fik den både i en udgave fra 1955, altså nøjagtig den samme jeg læste som barn, men også i en nyoversat udgave fra 2014.

Til de af jer der ikke kender De 5, kan jeg fortælle at den handler om de tre søskende Julian (ældst, klog og modig), Dick (frisk og snarrådig) og Anne (knap så modig, taler ofte over sig – men med et hjerte af guld). De tre skal på ferie hos deres ukendte og skrappe onkel. Deres forældre har nemlig besluttet sig for at tilbringe hele sommeren i Skotland – uden børn. I øvrigt meget mystisk anno 2015 at forældre og børn er helt adskilte gennem hele ferien.

Onklens familie består, foruden ham selv, af hans søde kone og deres datter Georgina. Georgina vil helst være en dreng, og vil udelukkende kaldes for Georg.

Så er scenen sat. Fire børn overladt meget til sig selv, tæt på en strand, en båd og en mystisk ø.

Den opmærksomme læser vil straks tænke, hvor gemmer det femte medlem af De 5 bøgerne sig mon? Det er såmænd Georg, der i hemmelighed har sig en hund, Tim. Tim er det femte medlem af gruppen.

Det er ikke ligefrem kærlighed ved første blik de fire børn i mellem, men som eventyret tager fart, kommer de alle fire til at blive de bedste venner.

Når jeg genlæser den, har jeg en smule svært ved at få øje på, hvorfor jeg syntes, den var så uhyggelig. Men jeg er ikke i tvivl om at historierne om De 5 stadig vil fange mange. De kan bruges som højtlæsningsbog, og som selvlæsningsbøger fra 9 – 10 års alderen.

Som jeg skrev ovenfor findes der nu, både de gamle oversættelser fra 1955, og ny oversættelserne fra 2014.

Lad mig lige give et enkelt eksempel:

Fra 1955:

”Pokker stå i det!” sagde Dick. ”Det kreperer mig at tænke på, at de er fanget derned, uden at vi kan hjælpe dem! Anne – bare du kunne finde på noget!”

Det samme stykke tekst fra 2014:

”Det er bare for meget!” sagde Dick. ”Julian og Georg er fanget dernede, og vi kan ikke engang hjælpe dem. Altså, Anne, kan du ikke komme på noget, vi kan gøre?”

Jeg vil nok anbefale at man udelukkende bruger de gamle udgaver som højtlæsningsbøger, og vælger de nye oversættelser, hvis der skal selv læses. Bøgerne om De 5 er skrevet af den britiske børnebogsforfatter Enid Blyton.

De 5 udgives i nye oversættelser på Rosenkilde & Bahnhof. Du kan læse mere om forfatteren her. Bøgerne finder du på Saxo.com – og de gamle udgaver skal du finde på biblioteket eller hos familie.

Sådan her så jeg ud, dengang jeg gøs af skræk og rædsel over De 5.
Sådan her så jeg ud, dengang jeg gøs af skræk og rædsel over De 5.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *