I midten af marts udkom der tre nye Marianne Iben Hansen bøger på Gyldendal. Jeg har langt om længe fået fingrene i dem alle tre.
Af et par omgange har jeg været på kursus hos forlaget, hvor hun begge gange har været og læst hele Av, det gør nas op. Det er F U L D S T Æ N D I G umuligt ikke at blive i godt humør af Marianne Iben Hansens formidlingsevne, entusiasme og leg med sproget – det bliver faktisk helt magisk.
I dag skal det handle om netop Av, det gør nas – om englen Anna, der kigger ned på Peter, en cyklende dreng med de smukkeste blå øjne. Anna sidder deroppe på en sky, og bliver helt forelsket. Så da Peter falder på cyklen, og taber sin allerbedste rokketand må Anna naturligvis styrte ned mod jorden for at hjælpe.
Det kommer der en finurlig englerap ud af – en fantastisk fortælling om den faktisk ret uheldige Anna, der bare så gerne vil hjælpe.
Uden at afsløre for meget kan jeg sige, de to møder hinanden, og både Anna og læseren ser direkte ind i Peters blå blå øjne – og smask siger det bare. Man er forelsket på stedet.
Det er komplet umuligt ikke at komme i et form for sprogligt flow, når man læser Av, det gør nas højt. Og jeg indrømmer det, jeg var slet ikke lige så sej til det som Marianne Iben Hansen, men jeg gav den fuld gas, og gav det et ordentligt forsøg.
Den er perfekt som oplæsningsbog fra ca. 4 års alderen. Jeg vil glæde mig overordentlig til at bruge den i danskundervisningen i indskolingen.
Jeg er jo meget stor fan af rim og remser, så sådan en englerap det er lige mig.
Du kan høre forfatteren læse hele historien højt her.
Bogen er illustreret af Tom Kristensen, og du kan finde den på Gyldendal.