IMG_0342Sommetider kan man være så heldig at finde en skat. Ikke ofte har den skat et neonorange klistermærke på med teksten 14 dages lån, det indikerer jo, man skal af med den igen. Men okay jeg fandt den jo også på biblioteket.

IMG_0340Det ændrer dog ikke ved, Bigoudi er en skat, og af den fineste slags.

Bigoudi er en ældre fantastisk dame med hvidt hår, blå briller og en fransk bulldog i snor. Hun og Hubert, den franske bulldog, bor på 156. etage i en stor by, vi kunne jo kalde den for New York. De har en dejlig hverdag, hvor de hopper friske og veloplagte ud af sengen, og videre ned på gaden, hvor de bruger dagen på både café og på salon, til keramik og til fitness blandt andet, for de har travle hver eneste dag.

Men en morgen vågner Hubert ikke igen. Bigoudi græder. Hun græder alle steder, indtil hun beslutter sig for at blive indenfor, hun vil aldrig mere knytte sig til en anden, når det gør så ondt at miste.

Det er naturligvis ikke et liv. Det kan man bilde sig ind, men på et tidspunkt må man ud igen og leve blandt andre.

Bigoudi er en billedbog for børn og ikke mindst deres voksne. Den er fuldstændig fortryllende, og jeg er helt helt forelsket i den.

Den tager livtag med det, der er det sværeste for os mennesker. At miste.

Jeg vil anbefale denne fine skat til alle. Selv skal jeg have mig et eksemplar uden neonorange klistermærke på.

Bigoudi er skrevet af Delphine Perret, og de smukke illustrationer er lavet af Sébastian Mourrain. Herhjemme udgives den af Jensen og Dalgaard, find den her.

IMG_0343

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *