Spørgsmål kræver svar – sommetider skal man dog lige have lidt hjælp til at formidle svarene.
Som forældre, bedsteforældre, lærer, pædagog, voksen med børn omkring sig mødes man hver dag med en mængde spørgsmål – og det kan være alt fra det helt åbne: Hvorfor? (der kan bruges i stort set alle sammenhænge) til mere specifikke: Hvorfor skal jeg have sko på? – til de lidt mere tricky: Hvordan kommer en baby ud af maven? og næsten endnu mere svært at svare på: Hvordan kommer en baby ind i maven?
Jeg anser mig selv som en, der sådan set ikke er så berøringsangst – måske er det mine efterhånden 13 år som lærer i indskolingen og mine ni år som mor, der har gjort, at jeg har fået en del spørgsmål og virkelig forsøgt at svare efter bedste evne på lige så mange. Men – for der er et men, jeg kommer lidt til kort, når mine børn gerne vil vide, hvordan de egentlig kom ind i den mave. Jeg har forsøgt mig med ret ukonkrete bud som: Det er noget to voksne kan sammen og den med violinspil: Når der er nok kærlighed, så kan man lave en hel baby – Ja, ja, ja – jeg kan godt selv høre det. Men det går bare ikke længere – og hvorfor egentlig også så mystisk omkring noget, der er så ekstremt naturligt.
Når nu jeg ikke kan finde de rette ord selv, så er jeg gået til børnelitteraturen, og har læst Blev du til ved et knald? der følger Sofus og Viola i deres søgen efter svar på, hvordan de egentlig er blevet lavet. Sofus’ far står og laver mad, og har ikke lige tid til den slags spørgsmål. Han skruer helt op for emhætten og pisker ivrigt videre. Mormoren mener ikke, hun er den rette til at svare. Niller fra 3. klasse har helt styr på det med, at man kun behøver sæd fra manden – han har nemlig to mødre. Violas storebror Viggo siger det er sex, men at der ikke altid kommer børn ud af det. Sofus og Viola kryber ind i deres hule, da Violas mor kommer forbi – og heldigvis kan hun finde de rette ord, og den rette forklaring.
Bogen er krydret med Sofus’ lillesøster Lise, der kan en mængde ord: Kysse, knalde, knækbrød, Bolle, knalde, ispind og Tissekone, tissemand, t-shirt. Hun er en vaskeægte irriterende lillesøster men med til at give bogen humor. Der leges med ordene, som da den vidende storebror Niller siger: Kunstig befrugtning og Sofus spørger: Med frugt?
Igen er der thumps up til børnelitteraturen der kan åbne for svære emner og give sprog både til barnet og den voksne.
Jeg sad med to ivrigt lyttende børn, da jeg læste Blev du til ved et knald? – og da vi nåede til Violas mors forklaring om at tissemanden bliver stiv, kiggede min 9 årige på mig og spurgte: Hvad! Var far så i fryseren først???
Blev du til ved et knald? er skrevet af Trine Bundsgaard og farverigt, finurligt og morsomt illustreret af Zarah Juul. Den udgives af Carlsen.
Jeg har læst Blev du til ved et knald? som en del af Ibbys Læseudfordring 2020. I februar måned var udfordringen at læse en bog med et spørgsmål i titlen.