Jeg har pludselig fået en interesse for tandlægebøger, eller rettere bøger om tandlægebesøg. Det skyldes at jeg allerede denne januar, har været mere til tandlægen, end de fleste er på et helt år.
Først flækkede jeg en tand. Hm. Dernæst rykkede to stk. visdomstænder på sig, og det med en gevaldig fart. Så i dag får jeg fjernet to stk. visdomstænder. Heldige mig! De næste dage vil jeg sidde med benene oppe, jeg skal læse bøger, der er udvalgt til Orla prisen, jeg skal læse blade, og jeg skal se en hulens masse Netflix.
Men først tandlægebøgerne. Der findes virkelig mange forskellige. Jeg snuppede tre forskellige med hjem fra biblioteket. De handler alle sammen om det første tandlægebesøg, og to af dem har et par små opgaver til slut.
Hvis man søger på tandlægebesøg på Saxo, finder man en del titler at vælge i mellem.
Under et af mine besøg i min tandlæges venteværelse, så jeg hans samling af børnebøger. Det var ret hyggeligt, for alle er bøger, der også var der, da jeg var barn. Virkelig trygt! – og også ret sjovt!
Jeg håber I får en dejlig weekend fyldt med spas og hygge. Min weekend bliver som beskrevet ovenfor tilsæt derudover yoghurt og vaniljeis.