Man ved det godt. Det står på bagsideteksten, Alfreds far skal dø, det er det, bogen handler om. Da det så sker, rammer det alligevel hårdt og voldsomt. Overvældende, faktisk.
I Din store idiot møder vi en kernefamilie med mor, far og to børn. Alt er godt. Moren og faren elsker hinanden, børnene er overvejende søde ved hinanden, og særligt faren er en kæmpe helt i sønnen Alfreds øjne. Alfred har gode venner og er god til fodbold. Alt ånder idyl – der er jo bare lige det, at man godt ved det. Det skal ske på et eller andet tidspunkt i løbet af de 189 sider. Alfreds far dør i en bilulykke – bare sådan bum. Herfra omhandler bogen det sorgforløb familien begiver sig ind i, og i min optik er det både knugende og rammende beskrevet. Midt i sorgen er der også plads til en spirende forelskelse, for sådan er det jo – livet går videre, for de der lever.
Bogen henvender sig til 11-15 årige, men jeg havde som voksen en meget fin læseoplevelse, og hulkede mig igennem.
Din store idiot er skrevet af Carina Kamper og er delvist baseret på hendes og hendes bror oplevelser med at miste en forælder.
Bogen udgives af Politikens Forlag.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.