Livas Juleønske er en adventshistorie i fem dele skrevet af Lilian Muff. Historien udkom i fem dele sidste december her på Mit Bogskab. Hvis du ikke fik læst den sidste år, får du chancen her, hvor du kan læse hele historien.
Historien egner sig til oplæsning for de 7-10 årige – god fornøjelse!
Liva vågner med en snurren i maven. Hun ligger lidt og lytter, men der er stille i huset. Liva lister ud i køkkenet på bare tæer og lægger sig på knæ foran julekalenderen på døren. Hun behøver ikke at lede efter den første låge, for hun har siddet og kigget på kalenderen i går aftes og glædet sig til at åbne den. Billedet på kalenderen forestiller en nattehimmel over en julepyntet by med en stor julestjerne midt på, og i vinduet på et lille hus i den ene side gemmer sig et lille 1-tal. Liva åbner forsigtigt lågen, og selv i det svage lys i køkkenet som kommer fra gadelampen udenfor, kan hun se, at der gemmer sig en lille stjerne bagved.
Liva fryser om tæerne og løber ind for at tage strømper på. Hun går tilbage i køkkenet og hælder cornflakes og mælk op. Hun sætter også vand til at koge, hvis mor nu kommer op. Men Liva bliver færdig med at spise, og der er stadig stille inde fra mors soveværelse. Liva tager selv sit tøj på, smører en madpakke med tre ens madder og pakker tasken færdig. Så tager hun æsken med piller på badeværelset og trykker en lille gul pille ud. Hun tager den og et glas vand med ind til mor.
Mor vender sig langsomt i sengen og sukker.
– Glædelig første december, hvisker Liva, og mor trækker Liva ned i et stort kram. Hun kysser Liva på panden og stryger hende over håret.
– Har du åbnet kalenderen?
– Ja, det var en stjerne.
– Du er en stjerne, siger mor, og Liva smiler. Liva ser ind i mors øjne, der er lige så blå som Livas. Mor siger tit, at Liva har arvet dem af hende. Men mors øjne er triste.
Mor spiser pillen og lægger sig ned igen.
– De virker ikke rigtigt, de piller, hvad? Siger Liva med en klump i halsen.
– Det kommer, mumler mor nede fra dynen. – Lægen sagde, at det godt kunne blive værre først, men så bliver det bedre.
Liva låser sig selv ud af lejligheden og går ud i den kolde og fugtige decemberluft.
Henne i skolen er der lidt mere hyggeligt. Nogle børn har nissehuer på, og der dufter af tændte stearinlys helt ud på gangen.
– Hvad fik du i pakkekalenderen i dag? Spørger Sandra.
– Jeg har ikke nogen pakkekalender, svarer Liva. – Men der var en stjerne i min kalender.
– Jeg har heller ikke nogen pakkekalender, siger Yasmin.
Anne har tændt en masse stearinlys, og der skal trækkes lod om, hvem der skal åbne den første gave i klassens pakkekalender. Der dingler pakker i alle former og farver ned fra loftet, og Noas høje far må bukke sig for ikke at få en pakke i hovedet. Liva krydser fingre under bordet, men Sandra bliver trukket. Anne siger, at alle dem der ikke blev trukket i dag jo kan glæde sig over, at de kan bevare spændingen lidt endnu. Klassen sidder i stearinlysenes skær og hører en kalenderhistorie om nogle børn på en skole, som finder nissespor, der fører ned i kælderen. Men de tør ikke at gå derned. Liva kigger ud på den grå morgen udenfor vinduerne og har svært ved at høre efter.
I frikvarteret leger Liva nisser med Yasmin og Emma, og så glemmer hun faktisk at tænke på mor. De har det sjovt, og Liva griner og griner af Emma, der er en skrap nissemor.
– Spis så dine pebernødder til morgenmad, siger hun med en sjov stemme, og Liva og Yasmin griner så meget, at de må sætte sig ned på kanten af sandkassen.
I billedkunst laver klassen deres lanterner færdige. Liva ser på sit syltetøjsglas, som er blevet forvandlet til en smuk lanterne med gyldne farver og små guldstjerner rundt omkring. Den glæder hun sig til at vise til mor. Så tænker hun igen på mor og bliver ked af det. Hun tænker på, om mor er stået op, og om hun snart får det bedre.
Anne vil tale med hende, efter de har spist frokost.
– Er der noget galt, Liva? Du virker lidt trist for tiden.
Liva ryster på hovedet. Hun niver sig selv i den ene pegefinger for at lade være med at græde. Det virker.
Anne tager lanternen fra Livas bord og siger, at det faktisk ikke er nogen almindelig lanterne.
– Det er en ønskelanterne.
Liva ser op på Anne.
– Nej, hold op, siger Liva. Men hun kan ikke lade være med at smile.
– Joh, det er en ønskelanterne. Og hvis du tænder den hver dag i december og ønsker det samme ønske, så kan det være, det går i opfyldelse. Men du må ikke ønske ting eller penge.
Anne sætter Livas hår bag øret og giver hendes skulder et klem.
– Smut ud og leg, Liva. Jeg tror Emma og Yasmin venter på dig.
Liva er ikke i humør til at lege nisser igen. Hun går alene rundt i frikvarteret og tænker på ønskelanternen. Hun tror ikke helt på det, Anne siger, men det skader jo ikke at prøve.
Derhjemme er mor stået op, men hun ser træt ud, og hun har stadig nattøj på. Hun er ved at koge risengrød. Liva stiller sin lanterne på køkkenbordet.
– Liva, har du lavet den? Spørger mor, og Liva smiler stolt.
– Eej, min dygtige pige, siger mor. – Var det hyggeligt i skolen?
– Ja, siger Liva. – Der var tre tennisbolde i pakkekalenderen.
– Legede du så med dem?
– Næh.
Mor bliver træt, mens de spiser, så hun lægger sig lidt, indtil der kommer julekalender. Imens rydder Liva op i køkkenet. Hun sætter tallerkener i opvaskemaskinen og tørrer en stor klat risengrød af spisebordet med et stykke køkkenrulle.
Hun tager sin lanterne med ind i stuen og tænder den, mens hun ønsker, at mor bliver rask inden juleaften. Hun klemmer sine øjne helt i og holder vejret et par sekunder, mens hun ønsker, alt hvad hun kan. Så lægger hun sig i sofaen sammen med mor og tænder for fjernsynet.
Langt fra Mælkevejen og helt ude blandt de fjerneste stjerner sidder to engle med lukkede øjne og lytter ud i universet. De sidder med store lyttebøffer og hører alle de ønsker, som børnene på jorden sender ud. Den ene engel åbner øjnene og ser på den anden .
– Mærkede du det også, Gabriel?
– Ja, Svend. Der var et barn, der ønskede et godt ønske af hele sit hjerte.
– Hvem har vi hjemme? Spørger Svend og kigger på sit skema. – Hvad med Luna?
– Neej, hun er stadig på Island, siger Gabriel og bladrer igennem et stort album, og fra hver side flyver fire små gennemsigtige engle op, der vinker og forsvinder med et puf.
Svend stopper Gabriels bladren ved at stikke sin ene vinge ind mellem siderne, da en lille engel med mørkt hår, svæver op og vinker ivrigt, før hun forsvinder igen.
– Det var måske ikke nogen dårlig idé, siger Svend.
– Nej måske ikke, men det er der jo kun én måde vi kan finde ud af.
Gabriel ringer med en lille klokke og mumler nogle ord for sig selv, og i det samme kommer en en ung engel med langt mørkt hår susende hen over lyset og ned foran de to gamle engle.
– Vi har en opgave til dig, Mikala. Vi tror, du er klar til din første opgave helt på egen hånd. Du skal tage ned og hjælpe en pige, der hedder Liva. Du får lov til at lave tre små mirakler, og resten må du selv klare. Her er detaljerne. Svend rækker Mikala et stykke papir med en adresse.
– Hvad skal jeg hjælpe hende med?
– Det står alt sammen på papiret, Mikala, siger Svend og vifter hende væk med hånden. – Vi har altså lidt travlt.
– Kan jeg ikke nok få lov til at lave ét stort mirakel i stedet? Spørger Mikala.
– Behøver vi virkelig fortælle dig, at du slet ikke er klar til at lave store mirakler. Svend kigger alvorligt på Mikala hen over sine små runde briller. -Tre små, og ikke på samme dag. Lærer I unge overhovedet noget i himmelskolen nutildags? Du overanstrenger dig bare. Held og lykke, og flyv nu forsigtigt!
Mikala ser på papiret med rystende hænder, breder sine vinger ud og suser som et stjerneskud ned mod Mælkevejen – nærmere bestemt mod Juelstrup Hovedgade nummer 24.
Den anden december er der et julehjerte i julekalenderen. Liva pakker sin taske, for hun skal hjem til sin far i dag. Hun tager lanternen med, så hun kan blive ved med at tænde den hver dag. Mor står igen ikke op, og Liva går ind til hende med en pille.
– Mor, kan du selv tage dine piller, når jeg er hos far? Spørger Liva.
– Ja, selvfølgelig skat. Du skal ikke bekymre dig om mig. Og i dag har jeg en aftale med en dame klokken 11. Hun kan måske hjælpe mig til at få det bedre.
– En læge? Spørger Liva forsigtigt.
– Nej, det hedder en psykolog. Det er en, der kan hjælpe, når det er herinde, man har det dårligt, siger mor og banker sig let i panden med en pegefinger. God dag skat.
Liva kysser mor farvel og tager i skole.
Uden for døren står en pige med mørkt hår, som Liva ikke har set før. Hun smiler til Liva, og hendes øjne lyser. Hun ser ud som om, hun venter på noget. Liva ser sig tilbage og går så mod skolen.
Mikala kan ikke komme ind, for døren er låst. Hun står længe og kigger ind ad brevsprækken, men den er for lille til, at hun kan klemme sig ind.
Mikala vælger at bruge et mirakel på at komme ind i lejligheden. Hun lægger en hånd på låsen, som langsomt drejer, og døren går op.
Mikala ser sig om i lejligheden. Der er helt stille, men mørkt og rodet. Hun kan ikke bruge flere mirakler i dag, men hun kan hvert fald rydde op og gøre rent. Hun har stået og lyttet ind ad brevsprækken, indtil Liva tog i skole, så hun har hørt, at Livas mor har en aftale klokken 11.
Da Livas mor står op og kommer ind i stuen spærrer hun øjnene op. Der er helt ryddet op, og gardinerne er trukket fra, så solen kan skinne ind. På sofaen ligger et sæt tøj, og der står en kop kaffe på bordet. Livas mor kan ikke forstå, at kaffen er varm, for klokken er 10, og Liva er for længst taget i skole.
– Hallo! Råber hun ud i lejligheden. – Er her nogen? Men der er ingen, der svarer.
Liva bliver hentet fra skole af sin far, og de kører hjem til huset på Stjernebakken. Der er sat lyskæder op ude foran, og inde i huset dufter der af flæskesteg. Minna kommer ud og siger hej med Brumle på armen. Han har en hue på med rensdyrgevir. Der er jul over det hele hos far og Minna.
Far spørger Liva, hvordan det går med mor. Liva trækker på skuldrene.
– Ikke så godt.
– Du må ringe, hvis det bliver rigtig slemt, ikke?
Liva nikker.
– Og hvis du vil være hele december hos os, så tror jeg godt, at vi kan aftale det.
Liva ryster på hovedet. Hun kan ikke lade mor være alene så længe.
Hun tager lanternen frem og sætter den på spisebordet. Mens Minna dækker bord, tænder Liva lanternen og ønsker igen, alt hvad hun kan, at mor skal blive rask inden juleaften.
Det er anden søndag i advent, og hos Livas far tænder familien op i adventskransen. Der dufter af kaffe, og der er croissanter og hjemmebagte boller til morgenmad. På morgenbordet ligger der tre gaver: En til Liva, en til Jens og en til Brumle.
Far kysser Liva farvel, for han skal på arbejde. Han arbejder meget og har sjældent fri i weekenden, heller ikke når Liva er der. Liva skal hjem til mor igen allerede i aften.
– Husk at ringe, hvis der er noget, siger far, og Liva nikker. Hun niver sig lidt i pegefingeren, men kun lidt. Jens får et nyt cover til sin telefon. Han går op på sit værelse. I Livas gave er der nogle udstiksforme til småkager og en fin kagedåse med rensdyr på. Minna spørger, om de skal bage nogle småkager og prøve formene. Så kan Liva få nogle med sig hjem til mor.
Liva vil gerne, og Brumle kan også hjælpe til. De bager både brunkager og pebernødder. Brumle sætter små klatter pebernøddedej på en plade. Han smager også på dejen, men spytter det ud igen.
– Er det stærkt, Brumle? Siger Liva og griner ad hans ansigtsudtryk. Hun ruller dej ud på bordet og stikker småkager ud til stjerner, engle og juletræer. Da kagerne er bagt og har kølet af, pynter Minna og Liva med glasur i forskellige farver. Liva putter nogle af kagerne og en håndfuld pebernødder i kagedåsen, som hun lægger ned i sin taske sammen med lanternen.
Da Liva kommer hjem, gør hendes hjerte et lille hop. Gardinerne er trukket fra, så der er lyst i lejligheden. Ud over nogle tallerkener på køkkenbordet, ser der helt rent og fint ud. Mor må have haft travlt.
Mor kommer ud af soveværelset, og hun har endda rigtigt tøj på.
– Hvor er her fint mor, siger Liva glad.
– Ja min skat. Du har været en dygtig pige.
Liva smiler til mor. Hun er pæn med håret i en hestehale.
Liva kunne godt tænke, at alt nu var tilbage ved det gamle, men efter aftensmaden bliver mor igen frygtelig træt.
– Jeg går tidligt i seng, skat. Væk mig, hvis der er noget, du har brug for.
Liva nikker og sætter tallerkenerne i blød i vasken. Hun tager kagedåsen og lanternen op af sin taske og tænder den. Bagefter tager hun to kager med ind til sofaen, hvor hun ligger alene og ser julekalender.
Da Liva skal i seng, opdager hun et langt mørkt hår i sin seng. Meget længere end Livas. Har mor sovet herinde? tænker hun. Men så mørkt er mors hår slet ikke.
Næste morgen hører Liva en skramlen fra sit skab og lister nærmere. Hun tør ikke åbne døren. Tænk, hvis det er en mus eller måske endda en rotte. Hun lytter, men så er der stille igen.
Liva gør sig selv klar og går ind med pillen til mor. Hun skal lige til at gå i skole, da hun kommer i tanke om kalenderen. Bag låge nummer 5 gemmer sig en engel med langt mørkt hår.
I skolen er Liva ked af det. Al den glæde hun har sparet sammen hjemme hos far, og som hun følte, da hun kom hjem i går, er forsvundet igen.
Hun sidder og hænger, og Anne spørger, om hun er træt. Liva nikker. Der er mange, der er trætte. De er alle kommet for sent i seng på grund af julekalenderen. I 10-pausen kommer Liva op at skændes med Yasmin om, hvem der kom først ud til klatrestativet. Liva slår ud efter Yasmin, som hiver Liva i håret.
De kommer begge grædende ind til Anne, men det varer ikke længe, før de giver hinanden et kram. Yasmin bliver sendt ud, og Anne ser alvorligt på Liva.
– Liva, den er da helt gal med dig for tiden, siger hun med løftede øjenbryn.
Liva trækker på skuldrene.
– Er der noget i skolen, du er ked af?
Liva ryster på hovedet.
– Er der noget derhjemme?
Liva nikker stille, og selvom hun niver sig meget hårdt i pegefingeren, drypper der en tåre fra hendes ene øje ned på bordet.
Men hendes mund er lukket. Hun kan ikke sige noget. Ikke engang til Anne.
– Jeg bliver altså nødt til at ringe og tale med dine forældre. Hvem skal jeg ringe til?
Liva tøver lidt, og så svarer hun:
– Mor.
Da Liva kommer hjem ligger mor i sengen. Hun må have været oppe, for der er ryddet op i køkkenet siden i morges. Liva lægger sig ved siden af mor og læser højt fra sin læsebog. Så beder mor Liva om at sætte en pizza fra fryseren i ovnen. Liva tænder på 200 grader og pakker pizzaen ud. Så hører hun en lyd fra sit værelse. Hun går nærmere, men der er stille igen. Hun åbner døren på klem og lytter, men der er ingenting.
Mor kommer op og spiser. Hun siger, at det var godt at tale med damen i fredags, og at hun skal derhen hver fredag.
– Det var godt, at du hjalp mig til at blive klar, Liva.
Liva ved ikke helt, hvad mor mener, men hun hjælper jo så meget for tiden.
Mors telefon ringer, og Liva løber ind på sit værelse. Mor taler længe, og så kommer hun ind til Liva.
– Det var din lærer, Anne. Jeg har fortalt hende lidt om min depression, og hvordan det står til her. Hun vil sige noget til klassen i morgen. Liva siger ikke noget. Hun kigger lidt ud af vinduet, på mørket bagved gadelampen.
Mor begynder at græde. Det er det værste, Liva ved. Mor siger, at hun sådan ville ønske, det ikke gik ud over Liva, at hun var syg.
Mor går ind i seng, og Liva har slet ikke lyst til at se julekalender. Liva sætter sig ved bordet for at tegne, men så hører hun igen en lyd fra skabet. Hun beslutter sig for at være modig og lister hen og åbner den ene skabslåge, og i det samme får hun et chok. For der sidder en pige i skabet. En pige med langt mørkt hår, som udbryder et lille hyl ved synet af Liva.
– Hvem er du? Spørger Liva forskrækket.
– Det må jeg ikke sige, siger pigen med skræmte øjne.
– Jeg henter min mor, siger Liva og vender sig mod døren.
– Nej, lad være, jeg skal nok fortælle dig det. Men du skal love at holde det hemmeligt.
Liva lover ikke noget, men hun sætter sig ned på sengen og ser på pigen. Det er hende, hun så ude i opgangen i fredags. Hun ser jo ikke ligefrem farlig ud.
Pigen fortæller, at hun hedder Mikala, og at hun er kommet for at hjælpe. Hun kravler ud af skabet og sætter sig på gulvet foran Liva, og Liva kan se en stor bule på ryggen under pigens blå kappe.
– Det er fordi du har ønsket – af hele dit hjerte. Jeg kommer helt ude fra det uendelige univers.
Liva ser på pigen med det mørke hår. Hendes øjne stråler som to små stjerner. Hun ligner billedet af englen fra julekalenderen.
– Kan du gøre min mor rask? Spørger Liva forhåbningsfuldt med store øjne.
– Nej. Det tror jeg desværre ikke. Jeg kan ikke lave store mirakler. Men jeg kan hjælpe til, at det bliver en bedre december, og måske kan din mor få det bedre af det. Miraklernes tid er ikke forbi, som vi siger hjemme hos mig. Er det ok, hvis jeg bor i skabet?
– Er det så dig, der har ryddet op og gjort rent? Spørger Liva skuffet. For hvis det ikke er mor, har hun det måske slet ikke bedre.
– Ja, siger Mikala. – Liva, sig til, hvis der er noget, du gerne vil have hjælp til. Jeg er ikke himlens bedste engel, men jeg vil meget gerne hjælpe.
Liva tænker lidt mere. Så er det nok også hende, der har hjulpet mor til at blive klar i fredags. Men måske er det meget godt med lidt hjælp, så Liva ikke skal klare det hele selv.
– Kan du lave mine matematiklektier? Spørger Liva træt. Hun orker ikke at lave lektier. Hun tager sin bog op af tasken og lægger den på skrivebordet.
Mikala overvejer at bruge et mirakel på lektierne, men hun beslutter sig for at gemme det. Der er jo kun to tilbage. Så i stedet sætter hun sig til at tænke og huske, alt det hun har lært om plus og minus i himmelskolen, mens Liva udmattet lægger sig til at sove i sin seng.
Tredje søndag i advent får Liva serveret morgenmad på sengen. Det er bare cornflakes med mælk, men det er stadig hyggeligt. Mikala sætter bakken på skrivebordet og giver Liva skålen.
– Din mor sover stadig, så vi kan vel sidde her sammen, siger hun. Liva er ved at vænne sig til sin hemmelige hjælper, og hun rykker lidt, så der bliver plads til englen. Det har været en mærkelig uge. Ud over at Liva har fundet en engel i sit klædeskab, har hendes klassekammerater fået at vide, at Livas mor er syg. De så en lille film i klassen om depression, og Anne fortalte, at Livas mor både fik medicin og gik hos en psykolog for at blive rask igen. Anne havde forklaret, at det er sådan en, der ved en masse om menneskers tanker og følelser.
Det var rart, at klassen fik det at vide. For det var faktisk hårdt at gå og passe på, at de andre ikke skulle opdage det. Sandras mor sagde for nogle uger siden, at hun ville ringe og spørge Livas mor, om Sandra kunne sove hos dem i weekenden. Liva havde løjet og sagt, at de skulle have gæster. Hun kunne jo ikke have besøg, når hendes mor bare lå i sengen, og Liva måske selv skulle varme mad fra fryseren. Men nu ved de det allesammen, og der er ingen, der har sagt noget dårligt til hende. Tværtimod har Livas klassekammerater været rigtig søde ved hende.
Mikala har fortalt Liva lidt, om det sted hun kommer fra, mens Liva sad og kiggede ud af vinduet. Hun kunne ikke rigtig se nogen stjerner for gadelampen, men hun kunne sagtens forestille sig de mange lys på himlen, mens Mikala fortalte. Liva har også mærket på Mikalas bløde vinger, som hun gemmer under den blå kappe. Mikala har fortalt om de tre små mirakler, hun må lave. Liva kunne ikke forstå, at Mikala havde brugt et mirakel på at komme ind i lejligheden.
– Du havde nok ikke bare lukket mig ind, hvis jeg havde banket på, sagde Mikala.
– Nej, men kan en engel ikke bare gå igennem væggen?
– Kun de voksne engle, var Mikalas svar. – Der er mange ting, jeg ikke kan endnu.
Nu sidder Mikala med en notesbog og en kuglepen, for hun skriver alt det ned, hun gør for Liva og hendes mor. Listen er lang, men det er mest rengøring og oprydning. På en anden side i bogen skriver hun om Livas mor.
– Skal du virkelig ikke have noget mad? Spørger Liva forundret og tager en mundfuld cornflakes.
– Nej, vi engle spiser altså stadig ikke mad, svarer Mikala med et smil og bladrer frem og tilbage i sin bog.
– Ok, siger hun. – Det er den 11. december. Vi har pyntet op til jul i lejligheden. Din mor er stået op med dig to gange i den uge, der er gået og har været nede og handle tre gange. I har også spist aftensmad sammen fire gange. Vil du ikke sige, det går fremad?
– Jo, lidt, siger Liva og ser på listen.
– Hvad skal vi mere nå? Spørger Mikala og sidder klar til at skrive ned.
– Jeg vil gerne have købt julegaver til mine forældre, Jens og Brumle. Og Minna skal også have en gave. Nogle af dem kan jeg måske selv lave. Er du her egentlig stadig til jul? spørger Liva.
– Neej, den 24. december skal jeg til min chefs fødselsdag. Det er en ret stor fest deroppe.
Liva hører noget pusle ude fra køkkenet og står op og kigger. Det er mor, der finder ting frem i køkkenet. Liva ser på Mikala og løfter øjenbrynene.
– Jeg ved ikke, hvad hun laver, hvisker Liva. – Men jeg går derud. Vi ses.
– Godmorgen Liva, siger mor. – Jeg vågnede og fik sådan en lyst til pandekager, og så tænkte jeg, at hvis der var noget, du har fortjent, så er det pandekager til morgenmad.
Liva smiler. Hun siger ikke, at hun har spist cornflakes. Hun kan sagtens spise en pandekage eller to. Og det er længe siden, hun har set sin mor med den energi fra morgenstunden.
– Har du det bedre? Spørger Liva og finder panden frem fra skuffen.
– Ja, det går lidt bedre. Det skal nok blive godt igen. Det siger hende damen, jeg taler med om fredagen.
– Psykologen, siger Liva.
Mor nikker og kysser Liva på panden.
– Jeg elsker dig Liva, siger mor.- Helt op til stjernerne og tilbage igen.
Liva og mor hygger sig med morgenmaden, og bagefter ser de en julefilm. Men så bliver mor pludselig trist og siger, at hun er nødt til at lægge sig lidt.
– Jeg er simpelthen så træt, siger mor.- Men hvor har vi haft det hyggeligt.
Liva føler sig helt tung om hjertet og ser opgivende på rodet i køkkenet fra morgenmaden. Men så kommer Mikala listende ud af Livas værelse. Hun tager Livas hånd og holder den lidt, før hun siger:
– Hvis du laver lektier, så skal jeg nok rydde op her.
Da Liva kommer hjem fra skole mandag, er der igen ryddet op, og tirsdag har Mikala også vasket tøj. Det er lige ved, at hun overdriver, for Livas mor må jo ikke opdage noget.
Mor bliver oppe efter maden og ser julekalender sammen med Liva. Hun har jo ikke set så mange afsnit, så Liva fortæller, hvad der er sket indtil nu. De sidder i sofaen med et tæppe og drikker te og spiser Livas småkager, og Liva har sådan lyst til at kalde på Mikala og spørge, om hun vil være med. Men hun må blive på værelset.
Efter julekalenderen siger Liva godnat og går ind på sit værelse og lukker døren. Hun fortæller Mikala om hendes dag i skolen. Der var luciaoptog, og Liva sneg sig til at tage et par billeder med sin telefon, selv om det var forbudt.
Mikala ser på billederne med sine lysende øjne.
– De ligner næsten engle, siger hun og smiler.
– Jeg skal hjem til min far allerede torsdag denne uge, siger Liva. Bliver du her hos mor?
– Ja selvfølgelig, siger Mikala.
Fredag sidder Mikala klar i stuen og venter på Livas mor. Men hun står ikke op. Mikala går hen til døren. Alarmen ringer og ringer, men Livas mor slukker den bare.
Mikala står i døren og ser på uret. Klokken er kvart over ti. Hun tænker på, om hendes mirakler mon er stærke nok, til at vække en der sover. Og skal hun virkelig bruge et mirakel på det?
Hun vælter en stol i stuen for at lave larm, men moren reagerer ikke på det. Mikala rækker en hånd frem og skal til at bruge miraklet, men så ombestemmer hun sig. Hun må hellere gemme det lidt endnu. I stedet tager hun en sutsko og kaster den i hovedet på Livas mor. Hun vågner med et sæt, og Mikala løber lydløst ind på Livas værelse , mens Livas mor sætter sig op i sengen.
Mikala er bange for at blive opdaget, men det føles vigtigt, at Livas mor kommer afsted til sin aftale. Mikala har lagt en pille ved siden af et stykke ristet brød med ost og en kop varm kaffe.
Livas mor rynker brynene, mens hun ser på den dampende kaffekop.
– Liva! Kalder hun. Hun går hen og kigger ind på Livas værelse, men der er ingen. Mikala sidder musestille i skabet og holder vejret. Skabsdøren står på klem, og hun kan se Livas mor stå og se sig om i værelset. Hun kommer tættere på skabet, og Mikala holder vejret og gør sig klar til at bruge et mirakel på at gøre sig usynlig. Men så lukker Livas mor skabsdøren, og Mikala kan høre hende gå ud af værelset igen og lukke døren.
Mikala tør næsten ikke forlade skabet i weekenden. Hun er bange for at blive opdaget. Når Liva er hos sin far, kan moren jo ikke tro, at det er Liva, der har ryddet op. Mikala sidder i skabet og tænker. Hun føler sig ikke som nogen særlig god engel. De ting hun har gjort, har ikke rigtig hjulpet. Jo, Livas mor har det lidt bedre, men det er ikke sikkert, det har noget med Mikala at gøre. Hun vil sådan ønske, at hun kunne gøre noget helt fantastisk, til når Liva kommer hjem.
Mikala folder nogle smukke æsker af noget farvet papir fra Livas skrivebord. Dem kan Liva måske bruge som julegaver. Alligevel føler Mikala søndag, at hun har spildt weekenden. Hvis bare hun havde et stort mirakel, så hun kunne gøre Livas mor rask. Så kunne hun gøre Liva glad og tage hjem igen. Men det må hun jo ikke. På den anden side, hvad kan der ske ved at prøve? tænker Mikala. Hun sidder i klædeskabet og tænker og tænker. Mon ikke Livas mor tager en middagslur, før Liva kommer hjem, så hun er frisk til at være sammen med sin datter? Mikala har en plan.
Liva vågner til den fjerde søndag i advent og glæder sig til jul, selvom der egentlig stadig er ret længe til juleaften. Hun får en dagbog med lås i adventsgave, og Jens får et spil til sin playstation. Brumle får et puslespil med to brikker, der til sammen bliver en julemand. Hver gang Liva har hjulpet ham med at samle det, siger han ’gen’, som betyder, at han vil samle det igen.
Liva spiller også det nye spil med Jens, men han er meget bedre til at spille playstation.
– Du skal bare øve dig, hver gang du er her, siger han. Jens er faktisk meget sød. De plejer ikke at lave så meget sammen. Han virkede tit lidt sur i starten, men han syntes nok også, det var mærkeligt at få en bonussøster lige pludselig.
Liva har næsten lyst til at blive, da far siger, at han vil køre hende hjem. Men hun er spændt på at se, hvordan mor har det og glæder sig også til at se Mikala. Gad vide, om hun har lavet mere derhjemme?
Liva er dårligt nok kommet ind ad døren, før mor råber op og kommer farende ud af soveværelset.
– Liva, skynd dig herind, der er sket noget forfærdeligt. Kender du den pige her?
Liva mærker et sus i maven og løber ind i soveværelset. På gulvet ligger Mikala helt slap og hendes øjne er lukkede.
– Hvem er den pige? Råber mor forfærdet. Kender du hende, Liva?
Liva begynder at græde og klapper Mikala på kinden.
– Ja, jeg kender hende, mor. Hun har hjulpet os i de sidste uger.
– Åh gud, hvor er min telefon? Liva, har du din telefon? Skynd dig at ringe 112.
Liva ser på sin mor. Gud. Ja det er vel ham, der skal hjælpe.
– Mor, jeg tror ikke en ambulance er sagen i det her tilfælde, siger Liva. – Jeg tror, vi skal bede en bøn. Liva fumler med at få sin lanterne op af tasken og sætter sig på knæ foran den. Der er ikke tid til at tænde den. Mor ser forvirret på Liva.
– Hvad laver du Liva?
– Kære Gud. Din engel er kommet til skade. Hjælp hende! Please, skynd dig!
Mor ryster på hovedet og siger:
– Hvad er det her for noget, Liva? Men før Liva når at forklare noget, bliver hun blændet af et lysglimt, der får hende til at kaste sig ned i sin mors seng.
En mand kommer frem af lyset. Han har de samme tindrende øjne som Mikala.
– Er du Gud? Spørger Liva.
– Nej, jeg hedder Svend, siger manden, og Liva får øje på hans vinger på ryggen. – Jeg henter Mikala hjem, og så sørger jeg for, at I to glemmer alt, hvad der er sket. Pas godt på jer selv.
Manden bøjer sig over Mikala og løfter hende op i sine arme.
– Så var det alligevel en lidt for stor opgave for dig, min lille engel, siger han.
– Vent! Råber Liva. – Vil du ikke nøjes med at få min mor til at glemme. Jeg vil så gerne kunne huske Mikala.
Svend ser på hende og tøver.
– Jeg lover, at jeg ikke fortæller om det til nogen, og hvis jeg gjorde, var der alligevel ingen, der ville tro på det.
Svend nikker, og han og Mikala forsvinder i endnu et mægtigt lysglimt.
Der er mørkt i værelset, da Liva igen åbner øjnene. Hun skubber til sin mor, som bevæger sig lidt, før hun også åbner øjnene.
– Liva, er du kommet hjem? Skal vi se at få lavet noget aftensmad? Mor rejser sig op og går ud i køkkenet. Liva sidder helt stivnet i sengen. Hun kan ikke tro, det der er sket, og heller ikke at hendes mor opfører sig som ingenting, mens Liva har fået lov til at huske.
Liva ser Mikala for sig, helt livløs. Var hun død? Liva får tårer i øjnene. Mor kommer tilbage i værelset og ser på hende.
– Hvad er der, min skat? Spørger mor.
– Det har bare været sådan en hård december, hulker Liva.
– Ja, siger mor og sukker, mens hun holder om Liva. – Kom vi laver noget nemt aftensmad. Jeg tror stadig, vi har noget i fryseren.
Mandag morgen d. 19. december åbner Liva sin julekalender, og der er et juletræ. Liva kan se at Mikala har åbnet julekalenderen, mens hun var væk. Liva bliver helt forskrækket, da hun hører en lyd bag sig, men det er bare mor, der står op. Hun gaber og hælder vand i kaffemaskinen. Liva ser måbende på sin mor, der opfører sig helt, som hun plejede engang. Hun finder ting frem til morgenmaden og dækker bordet.
– Vi er da helt bagud med det kalenderlys, siger mor og tænder lyset, før hun sætter sig ned.
– Har du det godt mor? Spørger Liva.
– Ja, det har jeg faktisk. Jeg har det ret godt. Jeg tror, jeg vil besøge mit arbejde i dag og ønske glædelig jul. Mor smiler og sender et kys gennem luften til Liva.
Liva kan ikke lade være med at se på mor og tænke på Mikala, der lå på gulvet. Har Mikala gjort noget – har hun gjort mor rask? Men det sagde hun jo, at hun ikke kunne.
Om aftenen tænder Liva sin ønskelanterne og ser på flammen, der danser derinde. Anne sagde, at hun skulle ønske det samme hver dag frem mod jul. Men mor ser ud til at have det godt, og lige nu har hun lyst til at ønske, at Mikala også har det godt derude i stjernevrimlen.
Tirsdag er der juleafslutning på skolen. Klassen åbner de sidste pakker, og det bliver endelig Livas tur til at åbne en gave. Der er klistermærker i med hjerter i forskellige farver, og der er nok til, at de kan få ét hver. Liva får et gyldent hjerte, som hun klistrer på sit penalhus.
Hele skolen mødes og synger julesange, og Liva mærker en glæde, der bobler i hende og varmer hende helt inde fra hjertet og ud. Men så mærker hun også et stik, fordi hun tænker på Mikala. Men Mikala er jo en engel. Gad vide om engle overhovedet kan dø?
Anne ønsker hele klassen en glædelig jul, og alle skal sige pænt farvel og god ferie til hinanden. Liva siger farvel til dem alle sammen og særligt til Emma og Yasmin. Hun giver også Anne et kram og hvisker til hende, at ønskelanternen måske har virket.
Da Liva kommer ud af skolen, står mor og venter på hende derude. Hun har en gylden pose i hånden og et lille juletræ under armen.
– Jeg har været ude at købe en julegave til dig, siger mor og kysser Liva på næsen.
– Hvad er det? Spørger Liva og griner.
– Det siger jeg da ikke, griner mor.
– Har du det virkelig bedre? Spørger Liva.
– Jeg tør næsten ikke sige det, siger mor. – Men ja, jeg har det godt. Det er dejligt at pillerne endelig virker.
– Og cykeldamen, siger Liva og griner igen.
– Og psykologen, ja, siger mor og putter den gyldne pose i Livas skoletaske. – Så, siger hun og tager Livas hånd.
Sammen følges de hjem på juleferie gennem de dalende snefnug på Juelstrup Hovedgade.
Juleaften
Liva har holdt juleaften hos far d. 23. Hun kom sent i seng og vågner også sent d 24. Hun løber ned i stuen, hvor de andre sidder ved morgenmaden og råber:
– Glædelig jul!
Hun spiser en bolle med chokolade, og Brumle bliver sur, fordi han også vil have chokolade.
Så skal Livas far køre Jens hen til hans far og Liva hjem til mor. Liva siger farvel til Minna og Brumle og sætter sig ind bag i bilen med Jens.
– Tak for den fine æske, råber Minna og vinker.
Det er helt klart i vejret, og der ligger et lille lag hvid rimfrost på tage, træer og biler. Der er stille i gaderne, og det hele ligner noget fra et postkort.
– Har mor det bedre Liva? Spørger far, da Jens er sat af. Liva vinker til Jens og svarer:
– Ja meget. Hun mærker igen et stik i hjertet ved tanken om Mikala, der lå på gulvet, og det løfte Liva gav englen Svend om ikke at sige noget til nogen. Måske var det bedre, hvis Liva også bare havde glemt det hele.
Mor er ved at lave risalamande, da Liva kommer hjem.
– Mormor og morfar kommer om et par timer. Vil du piske flødeskum, skat? Spørger mor. Hun har et håndklæde i håret, og køkkenet roder med skåle og mad.
Liva lægger sin taske med tøj og gaver ind på sit værelse. Hun tager sin lanterne op af tasken og sætter den ind på spisebordet igen. Hun har tændt den hver dag hos far og ønsket, at Mikala har det godt, og at hun kan se hende igen. Liva tænder lyset i lanternen og ønsker for sidste gang. Hun lukker sine øjne og holder vejret. Bagefter finder hun nummer 24 på sin julekalender. Det er en stor låge midt i julestjernen. Inde bag lågen gemmer sig et stjerneskud.
Mormor og morfar kommer, og de voksne drikker gløgg og snakker, mens Liva ser Disneys juleshow. Juletræet står pyntet så fint i hjørnet, og på et fad midt på sofabordet ligger de sidste af Livas flotte småkager.
– Kan du godt spise and igen i dag? Spørger mormor og kommer hen i sofaen.
– Vi fik flæskesteg i går, siger Liva og spiser et stykke slik fra skålen.
– Det var dog fantastisk, som din mor har fået det bedre, hvad? Siger mormor. – Det er næsten et julemirakel. Men jeg har også hørt, at du har været god til at hjælpe med alt muligt. Mormor klemmer Liva helt tæt ind til sig et øjeblik, og bagefter kan Liva se, at der løber en tåre ned ad mormors kind.
Mikala vågner i den store hvide seng på kontoret, som er lavet af de blødeste lammeskyer.
– Hun er vågen! Råber Svend, og Gabriel kommer flyvende og giver Svend en highfive.
– Hvad skete der? Spørger Mikala forvirret og ser sig om. –Liva og hendes mor…
– Jeg måtte hente dig, fordi du havde slået et lidt større brød op, end du selv kunne bage og lå bevidstløs på gulvet – lige for næsen af to mennesker, siger Svend alvorligt.
Mikala prøver at huske.
– Nåh ja, jeg forsøgte at slå de sidste to mirakler sammen til ét og gøre Livas mor rask. Virkede det?
– Du har fået at vide så mange gange, at du slet ikke er klar til store mirakler! Siger Gabriel og ryster på hovedet.
– Men virkede det? Spørger Mikala igen.
– Fordi Livas mor allerede havde det bedre, var miraklet måske lige præcis stort nok til at gøre hende rask. Men du har overanstrengt dig voldsomt, og du vil måske aldrig kunne lave et mirakel igen.
– Ingen mirakler, siger Mikala og stirrer op i det store lys i loftet. – Er jeg så overhovedet stadig en rigtig engel?
– Husk på, at du også gjorde en forskel uden miraklerne, siger Svend og ser på sit ur.
– Du har faktisk gjort en stor forskel bare ved at være der for Liva og hjælpe med nogle praktiske ting.
– Men nu da du er vågen, kan vi vist godt smutte forbi chefens fødseldag, siger han så, og han og Gabriel flyver afsted og efterlader Mikala alene på kontoret. Hun kan høre festen i det fjerne. Der er musik og høje stemmer. Mikala lister hen og tager Svends lyttebøffer på. Hun tænker på Liva langt væk og prøver at lytte efter hendes stemme mellem alle de andre stemmer.
– Er du derude, Mikala? hører hun en stemme hviske, og det giver et sus i maven.
Mikala ser sig om efter noget, der kan give Liva et svar. Hun får øje på Svends kuffert med tegn og finder det helt rigtige frem.
– Tak for mad, siger Liva og bliver siddende, mens de voksne rydder af bordet. Hun er helt fuld af mad. Morfar vil gerne ryge pibe, og de går alle fire ud på gaden, hvor der er faldet et lille fint og perfekt lag sne. Himlen er klar, og stjernerne lyser ude fra det uendelige univers.
Liva ser derop og prøver at forstå det, men det kan hun ikke, og tanken gør hende helt svimmel.
– Er du derude, Mikala? Hvisker hun op i mørket. Hun holder vejret og lægger hovedet helt tilbage. Pludselig lyser et kæmpemæssigt stjerneskud himlen op fra øst til vest.
– Neej, hold da op, siger mor.
– Det var da utroligt, siger mormor.
Livas hjerte hopper, og hun griner til dem alle tre.
– Det var det største stjerneskud, jeg nogensinde har set i mit lange liv, siger morfar.
– Nej, siger Liva. – Det var ikke et stjerneskud. Det var en hilsen fra min ven ude i universet.
Liva løfter sine hænder op imod himlen og lader alle sine bekymringer flyve langt væk i natten og julefreden sænke sig over sit hjerte.