Forfatter Q&A med Sandra Schwartz

“Et billede fra min stue, hvor jeg for det meste skriver.” – Sandra

Det er tid til en omgang Forfatter Q&A, og jeg har været så heldig at lokke forfatter Sandra Schwartz til at være med. Sandra er forfatteren bag gårsdagens Er det en lort? (som hun har skrevet sammen med sine to børn) – men hun har også skrevet en hel del andre børne og ungdomsbøger.

Du kan læse mere om hende på sandraschwartz.dk – og nu til Q&A!

Q: Hvordan opstod ideen til Er det en lort?

A: Faktisk er det en sjov historie, som betyder noget ganske særligt for mig. Det var en helt almindelig hverdagsmorgen, hvor jeg lå med mine børn – Luna (2006) og Vitus (2010) – i sengen.

Luna var ved at fortælle om et mareridt om edderkopper, hun havde haft om natten, mens Vitus rodede rundt (til vores store irritation). På det tidspunkt sov han stadig med ble og fik den åbenbart bakset af. Så pludselig fløj den gennem luften og landede på gulvet med et KLASK.

”Ad,” sagde Luna. ”Har du lavet lort i den?”

Mere skulle der ikke til, før fjollet snak og fnis tog over. For tænk, hvis det ikke var en lort i bleen, men en edderkop, som, vi TROEDE, var en lort!

Q: Hvordan skriver man en bog sammen med sine børn?

A: Det er selvfølgelig mig, der har skrevet historien ned, men jeg var aldrig kommet på den, hvis det ikke var for Luna og Vitus.

Selv om jeg synes, jeg har en ret veludviklet fantasi, så når jeg ikke deres til sokkeholderne. For de der kasser og koder, som vi voksne har brugt år på at lære at systematisere verden ud fra, eksisterer ikke hos dem endnu – alt er endnu muligt, og alt kan ske! Så der er ikke langt hos dem fra en ble til en lort til en edderkop, der måske er en lort.

Efter jeg skrev første udkast, læste jeg historien højt for Luna og Vitus. Det var en fed oplevelse, for de grinede begge to, og det er ellers ret svært at finde historier, som de begge kan lide, når nu der er næsten fire år mellem dem.

Så jeg sendte den ind, og resten er historie, som man siger.

Q: Er det en lort? er en begynder selvlæsningsbog. Gør det din proces anderledes, at bogen skal kunne læses fra 6-7 års alderen?

A: Ja, absolut! Det gør min proces meget anderledes, end når jeg skriver bøger til fx unge, hvor sproget flyder frit. Især fordi der er tale om selvlæsning. Nu er jeg ikke læsepædagogisk uddannet, men jeg tænker meget over ordvalg og sætningskonstruktion – at sproget skal være enkelt, og at jeg skal bruge de ord, som børnene selv bruger. Derudover har jeg også lært med tiden, især af min dygtige redaktør Andreas på Alinea, at åbne teksten op, så der kommer et bedre samspil mellem tekst og illustration. Så tit skriver jeg historien, og så lægger jeg den væk. Når jeg tager den et par dage efter, så finder jeg steder i historien, som egner sig til illustration, og piller dem ud af teksten og skriver dem i stedet som et idéoplæg til illustrator.

I den alder betyder illustrationerne enormt meget. De hjælper børnene til at afkode historien og lægger samtidig flere detaljer ind. Er det en lort? er illustreret af fantastiske Christian Guldager, som, jeg synes, rammer humoren og karaktererne spot on! Det var på ingen måde blevet den samme bog uden de tegninger! En sjov sidebemærkning til det er, at jeg faktisk skar så meget i teksten, at ordet edderkop røg ud, så Christian faktisk måtte skrive til Andreas og spørge, hvilket kæledyr, der var tale om

Derudover har jeg Vitus på netop 6 år, og han inspirerer mig både til sprogbrug og til emner.

Q: Har din drøm altid været at skrive bøger til børn og unge?

A: Nej, jeg har ikke altid drømt om at blive forfatter, men der har altid boet historier i mig. Jeg er heldig at have en mor, som elsker at læse, og så var min farmor en enestående historiefortællerske. Hun digtede bl.a. historier om Køkkenknivens vandringer – den blev nemlig skyllet ud med opvaskevandet og oplevede fantastiske eventyr rundt om i verden. Når jeg lukker øjnene, er jeg tilbage i hendes lune stue. Der lugter dejligt af nybagt franskbrød og lun æblemos, og jeg ligger på sofaen og læser, mens hun vimser rundt og nynner. Tit sad hun også sammen med mig og læste højt eller fortalte historier fra sit liv – og hendes stemme førte mig til fjerne steder og oplevelser, som har sat spor for livet. Hver gang, jeg sætter mig ved tastaturet, er det den følelse, jeg jagter.

Men faktisk var det først under min barsel med Luna, at jeg for første gang siden skoletiden satte mig for at skrive en historie – en novelle til voksne. Jeg startede nemlig med at skrive både til voksne og børn. Nu skriver jeg nærmest kun for børn og unge.

Det er også primært børne- og ungdomslitteratur, jeg læser. Og det er altså ikke kun, fordi jeg skriver til dem. Jeg har altid primært læst børne- og ungdomsbøger, også da dåbsattesten sagde, jeg var blevet for gammel! Der er noget virkelig fedt ved at være i børn og unges univers. Verden er et uudforsket sted – alt er muligt, og alting føles friskt, intenst og uberørt af tid og erfaring.

Q: Hvem er dine yndlings børnebogsforfattere?

A: Åh! Det er jo enormt svært at svare på! Fra min egen barndom husker jeg mest tydeligt Troldepus (jeg elskede de bøger!) og lidt senere Narnia og da jeg blev rutineret læser de slugte jeg alt, hvad jeg kom i nærheden af inden for alle genrer, men med en særlig forkærlighed for fantasy.

Jeg læste Judith Tarr, Tamora Pierce, Meredith Ann Pierce og Marion Zimmer Bradley. Jeg læste også Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Clive Barker, Dean R. Koontz, Stephen King, Dennis Jürgensen og Maria Grippe og kastede mig ud i Hulebjørnens klan og Borte med blæsten!

Min mor har en stor del af æren for, at jeg læser så meget. Da jeg var lille, tog hun mig i hånden og med på det lokale bibliotek i Erritsø ved Fredericia. Der var verdens sødeste børnebibliotekar, der hurtigt lærte mig at kende, og som altid lige havde en ny titel, hun skulle vise mig. Jeg tilbragte timer på biblioteket og timer, når jeg kom hjem, med at læse.

Det er også derfor, jeg selv underviser forfatterspirer på Valby Bibliotek. Jeg vil gerne give noget tilbage – biblioteksrummet har forandret sig meget, men i sin kerne er det stadig for mig et magisk sted med ro til at gå på opdagelse i andre verdener uden at rokke sig ud af flækken, nærvær og tja, hvor man bare kan være til.

Q: Hvilke børnebøger kan du bedst lide at læse højt for dine børn?

 A: Jeg kan bedst lide at læse bøger højt for mine børn, som virker. Og med det mener jeg bøger, som fanger dem fra første side. Hvilke bøger, det er, er meget forskelligt! Og haha, slet ikke altid de bøger, jeg tror, vil virke!

Både Luna og Vitus har været meget glade for Lotte/Totte og Willi bøgerne, da de var mindre, og vi har en stor stak pixibøger, som er blevet gennemgnasket et utal af gange – ikke mindst på ferier! En anden ting, vi elsker som familie, og som vi kan have meget sjov ud af, er også rim- vers- og sangbøger.

Da min store pige Luna (fra 2006) lærte at læse, var hun til min store ærgrelse ikke særligt interesseret i bøger – og slet ikke mine bøger – SUK! Det var først, da jeg introducerede hende som 8-årig for Benni Bødkers Sarin-serie og Line Kyed Knudsens K for Klara serie, at hun blev rigtig læseglad! Nu læser hun alt muligt, bl.a. min Et strejf af magi serie, som hun også hjælper med idéer og temaer til. Vi skal dog stadig opfordre hende til at læse, for at hun ikke vælger en iPad eller sin PC i stedet.

Vitus har altid foretrukket bøger, hvor han selv skal være aktiv – enten ved at digte med, løse opgaver, eller hvis det er en historie, der direkte handler om noget, han har oplevet eller skal opleve. Så vi har været igennem en masse labyrinter, fundet Flunker og Holger på de mest skøre gemmesteder og talt et utal af biler og busser og æbler og pærer. Det er først inden for det sidste år, at han er blevet sådan rigtig interesseret i historier. Lige nu er han optaget af Ninjaen Neko – en serie i Carlsens Små Stribede.

Q: Hvilke tre børnebøger vil du anbefale mig at læse højt for mine døtre?

A: Jeg vil anbefale tre bøger, som er et hit hos os og har været det længe:

Pigen, der var sky af Zakiya Ajmi og illustreret af Anne Louise Laugesen. Smuk og symbolsk billedbog om pigen Sky, der ikke er ligesom de andre børn. Den er så fint skrevet og skønt illustreret og god til at samtale om, at det er ok at være anderledes (du kan læse om den her.)

Halfdans ABC med tegninger af Ib Spang Olsen. Den er en klassiker hos os, som vi tit tager frem – ikke kun ved aftentid, men i alle mulige situationer, når der lige er noget, der minder os om et af rimene (du kan læse om Halfdans ABC her, og om rim her).

Drømmehulen af Jacob Riewe og illustreret af Otto Dickmeiss. Den her bog er så smuk og vigtig. Den handler om en dreng, der skal sige farvel til sin døende bror. Og hvordan gør man lige det? Jo, man skaber en drømmehule.

Q: Har du en børnebogsindrømmelse, der kvalificerer til #sortlitterærsamvittighed?

A: Jeg har et par af Louis Jensens Tork og Hest bøger stående, men de fangede slet ikke mine børn. Og det betyder desværre, at jeg aldrig selv har fået dem læst.

Q: Hvad er dit bedste råd til en kommende børnebogsforfatter?

A: Mit bedste råd er at læse og skrive. Helst så meget som muligt og så ofte som muligt! Og så opsøg andre med samme passion. Jeg er altid i gang med en ny bog og tit flere!

Jeg skriver også gerne hver dag. Det behøver ikke være på et konkret projekt som en novelle eller en roman, det kan være dagbog eller en strøtanker i toget på vej fra A til B.

Derudover har jeg en skrivegruppe, hvor vi udveksler tekster, brainstormer idéer og taler om bump i skriveprocessen og alt der hører med til livet som forfatter. Det er enormt lærerigt både at give og modtage feedback, og så er det motiverende at have nogen på sidelinjen, der følger med og hepper, da det kan være ret ensomt og til tider pænt frustrerende at skrive.

Tusind tak, Sandra – fordi du ville være med.

Du kan læse endnu en Forfatter Q&A med Boline Skovly i dette indlæg.