images

 

Glædelig Verdens Bogdag – og Glædelig Danmark Læser dag!

I dag uddeles der 100.000 bøger fordelt på fem forskellige titler, du kan altså være heldig at få en bog kvit og frit.

Danmark Læser henvender sig til voksne læsere, og det er skønlitterære titler der uddeles. Initiativet sker på baggrund af en undersøgelse, der viser at 40% af befolkningen enten aldrig læser skønlitteratur eller gør det sjældent.

Udover uddelingen af bøgerne er der forskellige arrangementer rundt om i landet, dem kan du læse mere om her.

Ét vil jeg dog anbefale – nemlig et der henvender sig børnene:

“I anledning af Kulturstyrelsens Danmark Læser kampagne, donerer Børnenes Boghandel en masse Lange Peter Madsen bøger til projektet Læs for Livet. På selve kampagnedagen, den 23. april, er alle velkomne til at aflevere deres gamle bøger i butikken og til gengæld får i 50% på en valgfri ny bog. De brugte bøger skal genbruges til at etablere en bytteordning i udvalgte Arnold Busck butikker.”

Du kan læse mere om Arnold Buscks bytteordning her.

Der er udnævnt i alt seks ambassadører for Danmark Læser, én af dem er Rachel Röst. Hun er stifter af netop Læs for Livet, et helt igennem fantastisk projekt.

Kort fortalt kan du donere nye eller brugte bøger i god stand. Bøgerne bruges til at etablere biblioteker på steder, der huser sårbare børn og unge.

8061130

I anledning af Danmark Læser har Rachel Röst sagt ja til at svare på spørgsmål – en lille form for Q&A – spørgsmål og svar kommer her:

 

Jeg synes Læs for Livet er et umanerligt sympatisk og inspirerende projekt. Hvad motiverede dig til at starte det?

Jeg var selv et svigtet barn, der endte med at blive anbragt på en døgninstitution. Bøger hjalp mig i gennem rigtig meget og er en af hovedårsagerne til, at jeg i dag har en uddannelse og er et velfungerende menneske. Siden da har jeg været meget optaget af social retfærdighed og har også troet på læsning, som en vej til et rigere liv og nemmere social opstigning. En dag klikkede brikkerne sammen for mig, da jeg i hovedet kombinerede den store overflod af bøger i Danmark og manglen på litteratur og uddannelse hos udsatte børn og unge. Så gik jeg i gang med at indsamle bøger og skabe små biblioteker på institutioner for denne sårbare gruppe.

Hvad håber du at kunne forandre gennem Læs for Livet?

Bøger og lystlæsning kan utroligt mange ting: afstresse, udvikle sprog, formindske ensomhed, fordi ens følelser og liv spejles, give større viden om verden – og selve læsekompetencen er så vigtigt for ens livschancer i det hele taget. Det er utroligt svært at klare sig godt i et skriftsprogligt samfund som Danmark, hvis man ikke er en god læser. Ved at give udsatte børn og unge læselyst håber jeg at kunne forbedre deres liv både her og nu og på den lange bane.

Du er udnævnt som ambassadør for Danmark Læser. Hvad håber du, dagen og kampagnen kan bidrage med?

Der er et stort behov for at få et fokus på bøger og læsning, der længe har stået i skyggen af udviklingen af ny teknologi. Bogbranchen og bibliotekerne har (og er) fx været optaget af nye medier og udgivelsesformer, at de ikke rigtigt har prøvet på at opdyrke nye læsere og invitere andre gruppe end de faste læsere ind i bøgernes verden. Danmark læser er en fed kampagne, fordi den gør læsning til en fælles sag, der er for alle. Der er rigtig mange fordele ved at læse litteratur, og dem skal flere have glæde af.

På danmarklaeser.dk skriver du én af dine allerbedste læseoplevelser er Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry. Hvad gør netop denne bog særlig for dig?

Det er en bog, jeg er vokset op med. Vi havde den på lydbog og på bog, da jeg var lille. Den gjorde dybt indtryk på mig, fordi den tog børn alvorligt – og samtidig var den rørende og pudsig. Jeg har genlæst den som teenager og som voksen – og hver gang er der nye lag, visdomme og detaljer, som jeg opdager.

Tusind tak fordi du ville være med! – og tusind tak fordi du har skabt så fantastisk et projekt!

Du kan læse meget mere om Læs for Livet på laesforlivet.dk – og mere om Rachel selv på hendes egen hjemmeside, hvor du også kan læse om de to børnebøger, hun er forfatter til.

Tilbage for mig er der kun at sig: Jeg håber alle får en herlig Danmark Læser dag, og får en ny, dejlig og spændende bog med hjem!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *