Så kom 2016 buldrende. Jeg håber, alle er kommet godt ind i det, om det så var med et kæmpe hop eller med en lille forsigtig listen.
Alle de indlæg der kommer på Mit Bogskab i denne måned er lavet allerede i november og december 2015. Man kan sige, jeg holder mig en lille barselsorlov fra børnebogs læseriet.
De her små fine fusser tilhører nemlig vores lille babypige, der kom mellem jul og nytår. Jeg er helt forelsket. Det er som om, julen er noget, vi fejrede for flere måneder siden, der er bare sket utrolig meget den sidste uge.
Men da det var juleaften, så jeg naturligvis Disneys Juleshow – det er jeg så vild med!
Og nu til januar på Mit Bogskab:
Året starter med dejlige og hyggelige vinterlige børnebøger. Bøger hvor man med fordel kan sidde tæt og drikke noget lunt. Jeg håber lidt på noget sne, for en del af dem er nemlig med sne.
Dernæst er der lidt blandet, men dog en del bøger til den tænksomme side. Januar slutter med et tema – mere om det i slutningen af måneden.
Men inden snebøgerne er det, jeg har nær sagt traditionen tro, tid til årets #bognytårsforsætter. Jeg kommer med et par indrømmelser, og så har jeg lokket søde Rikke, der normalt huserer på flyvmedmig.dk til at være gæsteblogger, og fortælle om netop bognytårsforsætter.
God januar!