I dag fylder Pippi 75 år. Én af børnelitteraturens største heltinder og forgangskvinder. Jeg er vild med Pippi, jeg er vokset op med hende, både på bog og i Fjernsyn for dig. Jeg kender alle historierne – ja nærmest hver en fregne ud og ind. Og nu vover jeg pelsen – for er det allerbedste man kan være som pige ikke en Pippi-pige? Sådan en der tør, en der kan klatre i træer, en der bare kaster sig ud i ting – og nu kommer det: Sådan en pige har jeg aldrig været.
Jeg har altid identificeret mig meget mere med Annika. Naboens stille pige der bare gerne vil gøre det rigtige, lave lektier, ikke få tøjet beskidt og som hurtigere siger nej end ja – og som er udmærket klar over, hvad hun tør og ikke tør.
Som barn opfattede jeg Pippi som ret strid. Vidunderlig – men strid. Jeg syntes hun tit gjorde lidt grin med Annika, hængte hende ud, når der var noget hun ikke turde, drillede hende og sommetider (og som det værste) skræmte hende.
Derfor skal der herfra også lyde et stort hurra i dag for Annika. Det er nemlig også ret okay ikke at være en Pippi-pige, det kan gå helt fint alligevel.
Selv er jeg mor til en af hver. En, der som jeg, ser på en legeplads og lynhurtigt ser ALT det, der er farligt og som man kan falde ned fra, og en der fluks sidder på den højeste rutsjebane og hviner af fryd hele vejen ned. Samme barn udtalte for et år siden som tre årig: ”Mig og Langstrømpe er de stærkeste i verden.” – og det er jo et ret fint skudsmål at give sig selv.
Hurra for Pippi og tillykke til børnelitteraturen der ville være en del fattigere uden verdens stærkeste pige. I Pippi, den moderne danske børnelitteraturs storesøster kan du læse endnu flere af mine tanker om Pippi.