Mini Bogskabet arbejder med emergent literacy og højtlæsning i vuggestuen. Hver måned præsenteres en bog, der kan læses højt i vuggestuen eller dagplejen. Du kan læse mere om projektet i dette indlæg.

Når vi arbejder med emergent literacy er det under overskrifterne:

Barnets fonologiske opmærksomhed – her arbejdes der med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.

Barnets ordforråd – her arbejdes der med barnets forståelse for det, der læses og samtidig på at styrke ord og begreber hos barnet, der har afsæt i barnets verden.

Barnets narrative kompetence – her arbejdes med barnets forståelse for at historien er fiktiv, og på hvilken rolle illustrationerne spiller for fortællingen.

Barnets viden om bogen som medie – her arbejdes på barnets forståelse for bogen som et objekt, hvordan skal den bruges, hvor åbner man, hvordan holder man den, etc.

Højtlæsningen og samtalen af og om Lilla og Løve sigter primært mod hovedmålene:

Barnets forståelse for et narrativt forløb: Barnet ved, at en enkelt illustration kan indgå i et længere handlingsforløb

Barnets viden om bogen som medie: Barnet ved, hvordan man kan bruge en bog

Sekundært arbejdes der med målene: Barnets fonologiske opmærksomhed og Barnets ordforråd.

Lilla og løve er en fortælling om en pige, der får en kat i fødselsdagsgave. Pigen der hedder Lilla bliver glad og, forståeligt meget overrasket, da hun opdager at katten kan tale, og fortæller den hedder Løve. Lilla synes ikke, en kat kan hedde Løve, og ræsonnerer, at da det nu er hendes kat, så må hun også bestemme, hvad den skal hedde. Alle fødselsdagsgæsterne byder ind med gode ideer til et navn til katten – men pludselig er den væk, og den kommer først frem, da Lilla kalder ”Løve”.

Vi har med andre ord fat i en kort fortælling, hvor det dramatiske højdepunkt udspiller sig, da katten er væk. Heldigvis ender alt lykkeligt, og på bogens sidste opslag har Lilla bakset en kurv med et stort og flot Løve navneskilt sammen til den fine og sovende lysebrune kat.

Højtlæsningen kan gribes an på følgende måde:

  • Overvej om det er hele stuens børnegruppen, en mindre gruppe eller enkelte børn, der skal have bogen læst højt. Lilla og Løve har et mindre format, derfor er det en god idé at organisere højtlæsningen, så børnene sidder tæt ved oplæseren.
  • Se på forsiden sammen og peg på de to ord i overskriften, samtidig med at de læses højt. Dette vil være med til at skærpe børnegruppens fonologiske opmærksomhed, hvor der arbejdes med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.
  • Se på bogens forside. Hvem kan I se? Hvorfor tror I pigen har en festhat på? Hvorfor tror I katten ligger i noget gavepapir? Hvad tror I de hedder?
  • Fortæl børnene, at en bog har en forside og en bagside – og peg på dem i mens. Vis at man åbner ved forsiden, og at det er der bogen begynder. Det kan virke lidt karikeret, men det skærper opmærksomheden omkring bogen som medie, og helt basalt viser det, hvordan bogen bruges.
  • Under højtlæsningen vises bogens billeder. Giv plads til at børnene beskriver, hvad de ser på billederne.
  • Giv plads til at børnene fortæller illustrationen færdig. Eksempelvis kan der spørges til illustrationen på side 4: Hvad sker der med Løve, da Lilla slipper den? Til illustrationen på side 12, kan der spørges til hvor Løve mon går hen?
  • Løve gemmer sig i fortællingen. Når bogen er læst, kan I lege gemmeleg. Mon man kan gemme sig lige så godt som en kat?
  • Gentag højtlæsningen af bogen flere gange i løbet af måneden, og giv plads til at børnegruppen genfortæller historien. Dette kan både gøres før oplæsningen, eller under oplæsningen, hvor der spørges til, hvad der nu sker.

Bøgerne om Lilla og Løve er skrevet og illustreret af StineStregen, der findes fire titler i serien, og de udgives af Gyldendal, find dem på forlagets hjemmeside, i en boghandel eller på bibliotek.dk

Jeg håber, du har lyst til at dele dine erfaringer med højtlæsning af Lilla og Løve, send mig enten en mail på josefine@mitbogskab.dk, eller del på Instagram og brug #minibogskabet og #højtlæsningivuggestuen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *