For et stykke tid siden så jeg, at børnebogsforlaget Carlsens søsterforlag, Komma, udgav en kuffert. Og ikke bare en almindelig kuffert – næh en skolestarts kuffert med navnet Klar! Parat! Skolestart!
Mit skolelærerhjerte bankede ekstra hurtigt, da jeg skrev til forlaget, om jeg måtte kigge nærmere på den, og det måtte jeg heldigvis gerne. Den er simpelthen sprængfyldt med alskens lækkerier.
Kufferten har to store hæfter – et ABC hæfte og et tal hæfte. Der er også et tegne og skrivehæfte, to frilæsningsbøger, lidt skrive og tegneredskaber, et viskelæder og en lineal, seks læringsspil og sidst men ikke mindst en forældrevejledning.
I vejledningen er der en god og grundig introduktion til materialerne, og forslag til ekstra spil.
I de to store hæfter stiger sværhedsgraden side for side. I Klar! Parat! ABC starter man med at tegne kruseduller, som skal være den begyndende bogstavtræning. Herefter skal man finde det lille og store bogstav, der passer sammen, derfra kommer turen til alfabetisk rækkefølge. Efter alfabetisk rækkefælge skal man lytte efter forlyden i ord, og dernæst skal der rimes. Hæftets sidste opgaver er læsning og skrivning af lydrette et og to stavelsesord.
Det er med andre ord en ganske hurtig progression, børnene møder.
Jeg vil anbefale man ikke bare arbejder løs i hæftet, men deler det op, så man hele tiden supplerer opgaverne i hæftet med andre opgaver og spil.
Det samme gør sig gældende for Klar! Parat! 123 – her stiger sværhedsgraden også side for side, og man må sørge for ekstra opgaver, spil og udfordringer ved siden af.
Som nævnt får man også to frilæsningsbøger med i kufferten. De hedder Cirkus Vupti og Det er sejt. Begge bøger vil hurtigt kunne læses, så snart barnet har en fornemmelse for at de enkelte bogstavlyde kan sættes sammen med andre, og danne ord – så vil man kunne kaste sig over de her to.
Jeg vil give kufferten min varmeste anbefalinger. Det er lækkert og gennemarbejdet, og hvis man ikke har en dansk eller matematiklærer i maven, så er der utrolig god og overskuelig hjælp at hente i vejledningen.
Hvis du har et stort børnehavebarn, der står og tripper for at komme i skole, vil jeg ikke tøve med at kaste mig ud i den her fine sag. Men husk det med sværhedsgraden. Arbejdet, med kufferten her, kan strækkes over et godt stykke tid. Læringsspillene kan spilles en masse gange, og hæfterne skal ikke bare løses på en eftermiddag.
Det er som sagt Forlaget Komma der står bag, og du kan finde den lige her.