Viktor har glædet sig til jul, lige siden han i efterårsferien var ude at handle med sin mor og fik øje på en hylde med pebernødder, klejner og andre fantastiske juleting. Faktisk har han glædet sig så meget, at han har vågnet tidligt hver morgen siden midten af november med sommerfugle i maven ved tanken om, at der nu var en dag mindre til juleaften. Denne første skoledag i december er han ekstra spændt på, hvad dagen vil bringe. Vil der være julepynt og lys over det hele, eller vil skolen se akkurat lige så kedelig ud, som den gjorde i sidste uge? Han træder ind i aulaen, netop som Werner får rejst det nyindkøbte juletræ. Det ser lidt forpjusket ud, som det står der helt uden pynt og lige pakket ud af sit trygge net, hvor det har ligget og ventet på at blive udvalgt, købt og siden beundret.
”Det ser da fint ud,” siger Werner og ser på Viktor, som lægger hovedet lidt på skrå og betragter træet med en vurderende mine. Flere og flere børn kommer ind og sender drømmende blikke efter træet, før de går mod deres klasselokaler.
”Ja, måske når der kommer pynt på,” siger Viktor og griber ud efter en af de laveste grene og mærker på de kraftige grønne nåle, som stikker i spidserne.
”Det dufter herligt af jul,” siger Werner og tager en tår af sin kaffekop, mens han står med den anden hånd knyttet i siden, som han altid gør.
”Hvad, dufter din kaffe af jul?” spørger Viktor og griner.
”Nej, træet! Din bandit.” Werner rusker ham lidt i skulderen og siger: ”Jamen så må jeg hellere finde julestjernen til toppen.”
”Hvor skal du finde den?”
”I depotet.”
”Depotet?”
”Ja, skolens depot.”
”Hvad er et depot?”
”Et depot? Det er sådan et sted, hvor…” Werner kigger på sit ur og trækker på den ene skulder. ”Ja, du kan måske lige så godt komme med ned og se.”
Werner og Viktor går ned ad trappen til kælderen, gennem den første dør og derefter en anden dør, og jo længere de bevæger sig ind i kælderen, des mere stille bliver der. Da de står foran den tredje dør, kan man faktisk ikke høre den mindste lyd i den tætte stilhed, selv om klokken er næsten otte, og skolen sikkert er ved at være fuld af larmende og skrigende børn. Werner går og dukker sig lidt i den trange gang, selv om det vist ikke er nødvendigt. Han låser døren op ind til det rum som kaldes Depotet, og de står et øjeblik og kigger ind i et tæt mørke. Werner roder lidt efter kontakten, og pludselig blinker lange rør i loftet et par gange, vist ikke meget for at vågne op fra deres slumren. Men så kaster de deres lys ud over et rum fyldt med vidunderlige ting og sager: gamle borde, stole og skabe i den ene side, kasser med små mærkater i den anden, og midt i det hele reoler med computere, andre gamle maskiner, ledninger, hylder med bunker af bøger i støvede farver, en bøjlestang med klæd-ud-tøj og et skab med glaslåge, hvorfra udstoppede dyr kigger nysgerrigt ud på de to besøgende. Werner snakker løs, men Viktor hører ingenting, for han er helt opslugt af at tage rummet ind med øjnene.
”Må vi gå herned i frikvarteret?” spørger Viktor med en ærbødig hvisken.
”Nej, absolut ikke, det er ikke nogen legeplads!” Werner løfter øjenbrynene på den måde, der betyder, at det slet ikke er noget, han vil diskutere. ”Du må tænke på, der er en masse værdifulde ting hernede, som vi skal passe godt på,” fortsætter han med hånden hvilende på en kæmpe tyk computerskærm fra gamle dage.
”Hm,” siger Viktor bare og trækker på skuldrene. Han kigger på de udstoppede dyr, mens Werner leder og leder i kasserne efter den skide julestjerne, ja, det kalder han den faktisk, for han begynder at blive lidt irriteret over, at han ikke kan finde den.
Det som hverken Werner eller Viktor ser er, at der henne bag kasserne med gamle ordbøger, er en lille kasse helt inde i hjørnet og bag den lille kasse er et lille hul. Og inde i det hul er en mørk lille gang, som fører hen til nogle små hemmelige rum, hvor skolens allermindste folk holder til. Og nej, det er ikke 0. klasse, det er nogle, som er endnu mindre.