Vesper vågner tidligt. Han ligger og ser på den sidste knappenål, han har slæbt med hjem, som han har opgivet at presse ind under sengen til alt det andet. Hvad ville hans mor sige, hvis hun vidste, at han blev set. Han gyser ved tanken. Ja, han blev godt nok ikke rigtigt set, men klasseværelset var ikke så tomt, som han troede. Ham Viktor havde set magneten samle knappenålen op, og Vesper havde holdt vejret og været så stille, som han kunne, mens drengen stod og kiggede op mod udluftningsristen.
Nissemor banker let på døren og åbner den på klem. ”Er du vågen, Vesper?”
Vesper skynder sig at lade dynen falde ned over kanten af sengen, så den skinnende skat bliver skjult.
”Jeg tænkte på, om vi skulle drille lidt sammen i dag?”
”Drille?” Vesper ser overrasket på sin mor.
”Ja, vi kunne da godt lave lidt gas, som vi sagde i gamle dage. Sådan lidt julegas.”
”Hvad tænkte du da på?”
”Det taler vi om over morgengrøden, kom!”
Solveig har tændt kalenderlyset og læser højt af en julehistorie om et grantræ, der står ude i skoven og gerne vil være juletræ. Viktor tænker på træet i aulaen. Måske har det stået hele sit liv og drømt om at komme ind og blive pyntet og beundret af en masse mennesker. Hvor må det være skuffet over de grimme guirlander og den papstjerne, det har fået i toppen. Øv altså. Og så en enkelt lille lyskæde, som kun lyser en smule op fra de nederste grene.
Tænk, hvis han kunne finde julestjernen. Så ville han ikke sige det til Werner eller Solveig, nej, han ville marchere direkte ind på kontoret og smide den på Dortes skrivebord, og hun ville blive så glad, at hun fik tårer i øjnene, og så ville han blive hyldet til juleafslutningen, alle ville klappe ad ham og råbe hurra…
”Viktor! Hallo, jeg spurgte, om du har forstået opgaven? Er du med?”
”Ja, selvfølgelig!” siger Viktor, og magien er forsvundet. Der er et billede af et smukt juletræ på papiret foran ham, og Manukka siger, man skal skrive en historie om et juletræ. Viktor fortalte Manukka om magneten og knappenålen, og hun havde bare smilet til ham og sagt, at det var typisk nisser.
Viktor giver sig til at skrive om juletræet i aulaen med den tarvelige julepynt, og hvordan det drømmer om at blive beundret af alle børn og voksne på skolen for sin skønhed. Måske er dette Viktors chance for at få overbevist Solveig om, at de skal kigge en ekstra gang i depotet. Så han skriver med sit hjerte, lader juletræet få alle hans længsler og følelser, og han er vældig stolt, da han afleverer historien til sin dansklærer.
Solveig lader blikket glide ned over papiret og ser på ham med blanke øjne.
”Viktor! Hvor er det smukt! Har du virkelig skrevet det her?”
”Jeg tænkte, om vi skulle redde det juletræ og simpelthen finde julestjernen.”
”Åh ja Viktor, men somme tider er ting bare væk.”
”Væk? Ting kan da ikke blive helt væk, de er vel altid et sted.”
”Det har du ret i, men stadigvæk.”
Hvor har voksne let ved at give op. Viktor tager sin historie tilbage og sparker til en saks på gulvet.
Pludselig står en støvsky ud fra loftet, som breder sig ud over klassen med en duft af kanel, og i det samme lyder brandalarmen. Alle styrter mod døren, mens Solveig råber, at man skal gå stille og ikke gå i panik. Klassen går ud på græsplænen sammen med resten af skolen, hvor alle står og fryser og hopper på stedet, indtil de får lov at komme ind igen. Imens skynder Vesper og nissemor sig at bytte rundt på alle blyanter på bordene, drysse kanel i Solveigs kaffekop og hænge et julehjerte midt på tavlen.
”Kan du se Vesper,” siger nissemor, da klassen kommer tilbage, og alle begynder at beskylde hinanden for at have stjålet blyanter, indtil det går op for dem, at de bare er byttet rundt.
”Det er god drillehumor: ingen kommer til skade, ingen bliver kede af det, men de kommer lige til at undre sig lidt. Undren er godt, kan du se det Vesper?”
Solveig står med sin kaffekop og kigger tænksomt rundt i klassen, som endelig er faldet til ro igen og sidder og skriver. Hun ser kort op mod loftet, hen mod tavlen på det flotte julehjerte, ryster let på hovedet og giver sig så til at læse den historie, Manukka har skrevet.