Hvad nu hvis et eventyr pludselig ikke ender lykkeligt? Hvad nu hvis det, du stoler mest på, det kunne være din mors kærlighed, pludselig ikke længere holder? Og ville du som forældre være villig til at ofre dit barn, hvis hverdagens trummerum blev lidt for meget af det gode?
Jeg kan lige så godt starte med at sige AV! King er ikke en bog, der gerne vil please sin læser – tværtimod. Bland ovenstående spørgsmål med grumme illustrationer, og så har du King. Bogens forord introducerer fortællingen som et eventyr, der finder tilbage til tidligere tiders grumhed for genren, det med de lykkelige slutninger er nemlig, for en hel del eventyrs vedkommende, noget der er kommet til.
Jeg vil anbefale den til store børn, for det ER en uhyggelig fortælling med tilhørende uhyggelige illustrationer. Der er meget på spil også for læseren. Og som forældre sætter den mange tanker i gang. AV!
Nyd den med stearinlys, og hvis du ikke skal gå til i gru og råhed, så tag en småkage med dig.
King er skrevet af Amdi Silvestri, og illustreret af Christoffer Gertz Bech. Den udgives af Calibat.