Livas juleønske er en adventshistorie i fem dele. Du kan læse første del, anden del, tredje del og fjerde del – og i dag kommer adventshistoriens femte og sidste del. God fornøjelse!
Historien er skrevet af Lilian Muff.
Juleaften
Liva har holdt juleaften hos far d. 23. Hun kom sent i seng og vågner også sent d 24. Hun løber ned i stuen, hvor de andre sidder ved morgenmaden og råber:
– Glædelig jul!
Hun spiser en bolle med chokolade, og Brumle bliver sur, fordi han også vil have chokolade.
Så skal Livas far køre Jens hen til hans far og Liva hjem til mor. Liva siger farvel til Minna og Brumle og sætter sig ind bag i bilen med Jens.
– Tak for den fine æske, råber Minna og vinker.
Det er helt klart i vejret, og der ligger et lille lag hvid rimfrost på tage, træer og biler. Der er stille i gaderne, og det hele ligner noget fra et postkort.
– Har mor det bedre Liva? Spørger far, da Jens er sat af. Liva vinker til Jens og svarer:
– Ja meget. Hun mærker igen et stik i hjertet ved tanken om Mikala, der lå på gulvet, og det løfte Liva gav englen Svend om ikke at sige noget til nogen. Måske var det bedre, hvis Liva også bare havde glemt det hele.
Mor er ved at lave risalamande, da Liva kommer hjem.
– Mormor og morfar kommer om et par timer. Vil du piske flødeskum, skat? Spørger mor. Hun har et håndklæde i håret, og køkkenet roder med skåle og mad.
Liva lægger sin taske med tøj og gaver ind på sit værelse. Hun tager sin lanterne op af tasken og sætter den ind på spisebordet igen. Hun har tændt den hver dag hos far og ønsket, at Mikala har det godt, og at hun kan se hende igen. Liva tænder lyset i lanternen og ønsker for sidste gang. Hun lukker sine øjne og holder vejret. Bagefter finder hun nummer 24 på sin julekalender. Det er en stor låge midt i julestjernen. Inde bag lågen gemmer sig et stjerneskud.
Mormor og morfar kommer, og de voksne drikker gløgg og snakker, mens Liva ser Disneys juleshow. Juletræet står pyntet så fint i hjørnet, og på et fad midt på sofabordet ligger de sidste af Livas flotte småkager.
– Kan du godt spise and igen i dag? Spørger mormor og kommer hen i sofaen.
– Vi fik flæskesteg i går, siger Liva og spiser et stykke slik fra skålen.
– Det var dog fantastisk, som din mor har fået det bedre, hvad? Siger mormor. – Det er næsten et julemirakel. Men jeg har også hørt, at du har været god til at hjælpe med alt muligt. Mormor klemmer Liva helt tæt ind til sig et øjeblik, og bagefter kan Liva se, at der løber en tåre ned ad mormors kind.
Mikala vågner i den store hvide seng på kontoret, som er lavet af de blødeste lammeskyer.
– Hun er vågen! Råber Svend, og Gabriel kommer flyvende og giver Svend en highfive.
– Hvad skete der? Spørger Mikala forvirret og ser sig om. –Liva og hendes mor…
– Jeg måtte hente dig, fordi du havde slået et lidt større brød op, end du selv kunne bage og lå bevidstløs på gulvet – lige for næsen af to mennesker, siger Svend alvorligt.
Mikala prøver at huske.
– Nåh ja, jeg forsøgte at slå de sidste to mirakler sammen til ét og gøre Livas mor rask. Virkede det?
– Du har fået at vide så mange gange, at du slet ikke er klar til store mirakler! Siger Gabriel og ryster på hovedet.
– Men virkede det? Spørger Mikala igen.
– Fordi Livas mor allerede havde det bedre, var miraklet måske lige præcis stort nok til at gøre hende rask. Men du har overanstrengt dig voldsomt, og du vil måske aldrig kunne lave et mirakel igen.
– Ingen mirakler, siger Mikala og stirrer op i det store lys i loftet. – Er jeg så overhovedet stadig en rigtig engel?
– Husk på, at du også gjorde en forskel uden miraklerne, siger Svend og ser på sit ur.
– Du har faktisk gjort en stor forskel bare ved at være der for Liva og hjælpe med nogle praktiske ting.
– Men nu da du er vågen, kan vi vist godt smutte forbi chefens fødseldag, siger han så, og han og Gabriel flyver afsted og efterlader Mikala alene på kontoret. Hun kan høre festen i det fjerne. Der er musik og høje stemmer. Mikala lister hen og tager Svends lyttebøffer på. Hun tænker på Liva langt væk og prøver at lytte efter hendes stemme mellem alle de andre stemmer.
– Er du derude, Mikala? hører hun en stemme hviske, og det giver et sus i maven.
Mikala ser sig om efter noget, der kan give Liva et svar. Hun får øje på Svends kuffert med tegn og finder det helt rigtige frem.
– Tak for mad, siger Liva og bliver siddende, mens de voksne rydder af bordet. Hun er helt fuld af mad. Morfar vil gerne ryge pibe, og de går alle fire ud på gaden, hvor der er faldet et lille fint og perfekt lag sne. Himlen er klar, og stjernerne lyser ude fra det uendelige univers.
Liva ser derop og prøver at forstå det, men det kan hun ikke, og tanken gør hende helt svimmel.
– Er du derude, Mikala? Hvisker hun op i mørket. Hun holder vejret og lægger hovedet helt tilbage. Pludselig lyser et kæmpemæssigt stjerneskud himlen op fra øst til vest.
– Neej, hold da op, siger mor.
– Det var da utroligt, siger mormor.
Livas hjerte hopper, og hun griner til dem alle tre.
– Det var det største stjerneskud, jeg nogensinde har set i mit lange liv, siger morfar.
– Nej, siger Liva. – Det var ikke et stjerneskud. Det var en hilsen fra min ven ude i universet.
Liva løfter sine hænder op imod himlen og lader alle sine bekymringer flyve langt væk i natten og julefreden sænke sig over sit hjerte.