Livas juleønske er en adventshistorie i fem dele. De fire adventssøndage og juleaften får du et afsnit lige til at læse højt. Historien egner sig som højtlæsning for indskolingsbørn, og hvis du er lærer og vil læse den op i din klasse, mailer jeg meget gerne historiens sidste del til dig, så du kan nå at læse den, inden juleferien rammer skolerne.
Historien er skrevet af Lilian Muff.
Liva vågner med en snurren i maven. Hun ligger lidt og lytter, men der er stille i huset. Liva lister ud i køkkenet på bare tæer og lægger sig på knæ foran julekalenderen på døren. Hun behøver ikke at lede efter den første låge, for hun har siddet og kigget på kalenderen i går aftes og glædet sig til at åbne den. Billedet på kalenderen forestiller en nattehimmel over en julepyntet by med en stor julestjerne midt på, og i vinduet på et lille hus i den ene side gemmer sig et lille 1-tal. Liva åbner forsigtigt lågen, og selv i det svage lys i køkkenet som kommer fra gadelampen udenfor, kan hun se, at der gemmer sig en lille stjerne bagved.
Liva fryser om tæerne og løber ind for at tage strømper på. Hun går tilbage i køkkenet og hælder cornflakes og mælk op. Hun sætter også vand til at koge, hvis mor nu kommer op. Men Liva bliver færdig med at spise, og der er stadig stille inde fra mors soveværelse. Liva tager selv sit tøj på, smører en madpakke med tre ens madder og pakker tasken færdig. Så tager hun æsken med piller på badeværelset og trykker en lille gul pille ud. Hun tager den og et glas vand med ind til mor.
Mor vender sig langsomt i sengen og sukker.
– Glædelig første december, hvisker Liva, og mor trækker Liva ned i et stort kram. Hun kysser Liva på panden og stryger hende over håret.
– Har du åbnet kalenderen?
– Ja, det var en stjerne.
– Du er en stjerne, siger mor, og Liva smiler. Liva ser ind i mors øjne, der er lige så blå som Livas. Mor siger tit, at Liva har arvet dem af hende. Men mors øjne er triste.
Mor spiser pillen og lægger sig ned igen.
– De virker ikke rigtigt, de piller, hvad? Siger Liva med en klump i halsen.
– Det kommer, mumler mor nede fra dynen. – Lægen sagde, at det godt kunne blive værre først, men så bliver det bedre.
Liva låser sig selv ud af lejligheden og går ud i den kolde og fugtige decemberluft.
Henne i skolen er der lidt mere hyggeligt. Nogle børn har nissehuer på, og der dufter af tændte stearinlys helt ud på gangen.
– Hvad fik du i pakkekalenderen i dag? Spørger Sandra.
– Jeg har ikke nogen pakkekalender, svarer Liva. – Men der var en stjerne i min kalender.
– Jeg har heller ikke nogen pakkekalender, siger Yasmin.
Anne har tændt en masse stearinlys, og der skal trækkes lod om, hvem der skal åbne den første gave i klassens pakkekalender. Der dingler pakker i alle former og farver ned fra loftet, og Noas høje far må bukke sig for ikke at få en pakke i hovedet. Liva krydser fingre under bordet, men Sandra bliver trukket. Anne siger, at alle dem der ikke blev trukket i dag jo kan glæde sig over, at de kan bevare spændingen lidt endnu. Klassen sidder i stearinlysenes skær og hører en kalenderhistorie om nogle børn på en skole, som finder nissespor, der fører ned i kælderen. Men de tør ikke at gå derned. Liva kigger ud på den grå morgen udenfor vinduerne og har svært ved at høre efter.
I frikvarteret leger Liva nisser med Yasmin og Emma, og så glemmer hun faktisk at tænke på mor. De har det sjovt, og Liva griner og griner af Emma, der er en skrap nissemor.
– Spis så dine pebernødder til morgenmad, siger hun med en sjov stemme, og Liva og Yasmin griner så meget, at de må sætte sig ned på kanten af sandkassen.
I billedkunst laver klassen deres lanterner færdige. Liva ser på sit syltetøjsglas, som er blevet forvandlet til en smuk lanterne med gyldne farver og små guldstjerner rundt omkring. Den glæder hun sig til at vise til mor. Så tænker hun igen på mor og bliver ked af det. Hun tænker på, om mor er stået op, og om hun snart får det bedre.
Anne vil tale med hende, efter de har spist frokost.
– Er der noget galt, Liva? Du virker lidt trist for tiden.
Liva ryster på hovedet. Hun niver sig selv i den ene pegefinger for at lade være med at græde. Det virker.
Anne tager lanternen fra Livas bord og siger, at det faktisk ikke er nogen almindelig lanterne.
– Det er en ønskelanterne.
Liva ser op på Anne.
– Nej, hold op, siger Liva. Men hun kan ikke lade være med at smile.
– Joh, det er en ønskelanterne. Og hvis du tænder den hver dag i december og ønsker det samme ønske, så kan det være, det går i opfyldelse. Men du må ikke ønske ting eller penge.
Anne sætter Livas hår bag øret og giver hendes skulder et klem.
– Smut ud og leg, Liva. Jeg tror Emma og Yasmin venter på dig.
Liva er ikke i humør til at lege nisser igen. Hun går alene rundt i frikvarteret og tænker på ønskelanternen. Hun tror ikke helt på det, Anne siger, men det skader jo ikke at prøve.
Derhjemme er mor stået op, men hun ser træt ud, og hun har stadig nattøj på. Hun er ved at koge risengrød. Liva stiller sin lanterne på køkkenbordet.
– Liva, har du lavet den? Spørger mor, og Liva smiler stolt.
– Eej, min dygtige pige, siger mor. – Var det hyggeligt i skolen?
– Ja, siger Liva. – Der var tre tennisbolde i pakkekalenderen.
– Legede du så med dem?
– Næh.
Mor bliver træt, mens de spiser, så hun lægger sig lidt, indtil der kommer julekalender. Imens rydder Liva op i køkkenet. Hun sætter tallerkener i opvaskemaskinen og tørrer en stor klat risengrød af spisebordet med et stykke køkkenrulle.
Hun tager sin lanterne med ind i stuen og tænder den, mens hun ønsker, at mor bliver rask inden juleaften. Hun klemmer sine øjne helt i og holder vejret et par sekunder, mens hun ønsker, alt hvad hun kan. Så lægger hun sig i sofaen sammen med mor og tænder for fjernsynet.
Langt fra Mælkevejen og helt ude blandt de fjerneste stjerner sidder to engle med lukkede øjne og lytter ud i universet. De sidder med store lyttebøffer og hører alle de ønsker, som børnene på jorden sender ud. Den ene engel åbner øjnene og ser på den anden .
– Mærkede du det også, Gabriel?
– Ja, Svend. Der var et barn, der ønskede et godt ønske af hele sit hjerte.
– Hvem har vi hjemme? Spørger Svend og kigger på sit skema. – Hvad med Luna?
– Neej, hun er stadig på Island, siger Gabriel og bladrer igennem et stort album, og fra hver side flyver fire små gennemsigtige engle op, der vinker og forsvinder med et puf.
Svend stopper Gabriels bladren ved at stikke sin ene vinge ind mellem siderne, da en lille engel med mørkt hår, svæver op og vinker ivrigt, før hun forsvinder igen.
– Det var måske ikke nogen dårlig idé, siger Svend.
– Nej måske ikke, men det er der jo kun én måde vi kan finde ud af.
Gabriel ringer med en lille klokke og mumler nogle ord for sig selv, og i det samme kommer en en ung engel med langt mørkt hår susende hen over lyset og ned foran de to gamle engle.
– Vi har en opgave til dig, Mikala. Vi tror, du er klar til din første opgave helt på egen hånd. Du skal tage ned og hjælpe en pige, der hedder Liva. Du får lov til at lave tre små mirakler, og resten må du selv klare. Her er detaljerne. Svend rækker Mikala et stykke papir med en adresse.
– Hvad skal jeg hjælpe hende med?
– Det står alt sammen på papiret, Mikala, siger Svend og vifter hende væk med hånden. – Vi har altså lidt travlt.
– Kan jeg ikke nok få lov til at lave ét stort mirakel i stedet? Spørger Mikala.
– Behøver vi virkelig fortælle dig, at du slet ikke er klar til at lave store mirakler. Svend kigger alvorligt på Mikala hen over sine små runde briller. -Tre små, og ikke på samme dag. Lærer I unge overhovedet noget i himmelskolen nutildags? Du overanstrenger dig bare. Held og lykke, og flyv nu forsigtigt!
Mikala ser på papiret med rystende hænder, breder sine vinger ud og suser som et stjerneskud ned mod Mælkevejen – nærmere bestemt mod Juelstrup Hovedgade nummer 24.
Den anden december er der et julehjerte i julekalenderen. Liva pakker sin taske, for hun skal hjem til sin far i dag. Hun tager lanternen med, så hun kan blive ved med at tænde den hver dag. Mor står igen ikke op, og Liva går ind til hende med en pille.
– Mor, kan du selv tage dine piller, når jeg er hos far? Spørger Liva.
– Ja, selvfølgelig skat. Du skal ikke bekymre dig om mig. Og i dag har jeg en aftale med en dame klokken 11. Hun kan måske hjælpe mig til at få det bedre.
– En læge? Spørger Liva forsigtigt.
– Nej, det hedder en psykolog. Det er en, der kan hjælpe, når det er herinde, man har det dårligt, siger mor og banker sig let i panden med en pegefinger. God dag skat.
Liva kysser mor farvel og tager i skole.
Uden for døren står en pige med mørkt hår, som Liva ikke har set før. Hun smiler til Liva, og hendes øjne lyser. Hun ser ud som om, hun venter på noget. Liva ser sig tilbage og går så mod skolen.
Mikala kan ikke komme ind, for døren er låst. Hun står længe og kigger ind ad brevsprækken, men den er for lille til, at hun kan klemme sig ind.
Mikala vælger at bruge et mirakel på at komme ind i lejligheden. Hun lægger en hånd på låsen, som langsomt drejer, og døren går op.
Mikala ser sig om i lejligheden. Der er helt stille, men mørkt og rodet. Hun kan ikke bruge flere mirakler i dag, men hun kan hvert fald rydde op og gøre rent. Hun har stået og lyttet ind ad brevsprækken, indtil Liva tog i skole, så hun har hørt, at Livas mor har en aftale klokken 11.
Da Livas mor står op og kommer ind i stuen spærrer hun øjnene op. Der er helt ryddet op, og gardinerne er trukket fra, så solen kan skinne ind. På sofaen ligger et sæt tøj, og der står en kop kaffe på bordet. Livas mor kan ikke forstå, at kaffen er varm, for klokken er 10, og Liva er for længst taget i skole.
– Hallo! Råber hun ud i lejligheden. – Er her nogen? Men der er ingen, der svarer.
Liva bliver hentet fra skole af sin far, og de kører hjem til huset på Stjernebakken. Der er sat lyskæder op ude foran, og inde i huset dufter der af flæskesteg. Minna kommer ud og siger hej med Brumle på armen. Han har en hue på med rensdyrgevir. Der er jul over det hele hos far og Minna.
Far spørger Liva, hvordan det går med mor. Liva trækker på skuldrene.
– Ikke så godt.
– Du må ringe, hvis det bliver rigtig slemt, ikke?
Liva nikker.
– Og hvis du vil være hele december hos os, så tror jeg godt, at vi kan aftale det.
Liva ryster på hovedet. Hun kan ikke lade mor være alene så længe.
Hun tager lanternen frem og sætter den på spisebordet. Mens Minna dækker bord, tænder Liva lanternen og ønsker igen, alt hvad hun kan, at mor skal blive rask inden juleaften.