Jeg tror de fleste forældre kan føle sig som Bjørn i Jeg har jo sagt godnat!
Du kender helt sikkert scenariet: Du er helt enormt træt, du vil virkelig gerne i seng. Du putter dig dybt ned under dynen – alt er godt, og du er halvvejs i drømmeland. Og dér lige på stadiet i mellem vågen og sovende – bliver du vækket. Det kunne være af et barn, der ikke kan sove eller skal tisse eller have vand eller fortælle meget vigtig pointe fra børnehavedagen. Det er bare helt enormt irriterende. Punktum.
Sådan er det også for Bjørn. Han er mega træt. Hans gode ven og nabo, And, er derimod ikke træt, og vil da lige liste på besøg inde hos Bjørn. For skulle de da ikke lige spille kort, se en film, lave et orkester eller lave en smoothie?
Jeg har jo sagt godnat! er en ret sjov bog, og jeg tror alle vil genkende sig selv en lillebitte smule.
Makkerparret Bjørn og And optræder også sammen i Jeg har jo sagt at jeg kan lide dig! Bogen er bygget op som den anden. Bjørn vil virkelig bare gerne være alene, And vil virkelig bare gerne lave noget sammen med Bjørn.
Find et børnehavebarn nær dig og læs højt – jeg lover, du også selv kommer til at grine.
Begge bøger er skrevet af Jory John, og illustreret af Benji Davies – ja det er ham med Stormhvalen.
Herhjemme udgives de af Høst & Søn. Et lille fif – klik ind og se booktraileren for Jeg har jo sagt godnat! Den er fin:-)
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bøgerne.