Kender du det – man hører en lyd…- hvad kan det mon være? Som barn eller let skræmt voksen er det nærliggende at gyse over tanken, og særligt – hvis nu, altså bare hvis nu – det var et monster, man måske eventuelt kunne høre. Vores hovedperson og fortæller er i hvert fald ret sikker på, at der bor et monster på loftet. Selvom det er et meget stille monster, og man næsten ikke kan høre det. 

Vi møder vores hovedperson på fortællingens første opslag stående lidt gemt bag en døråbning og med en paraply over hovedet. Indenfor døren er der bygget en lille hule, muligvis til at forskanse sig i. Man ved jo aldrig. Mor mener ikke, der bor et monster på loftet, og tilbyder at de kan gå op og kigge. Vanvittig tanke – hvem i alverden vil udsætte sig selv for fare!?!

Men tanken om at blive alene tilbage er heller ikke appellerende, og med bittesmå strømpesokker listes der op på loftet. Hvad der findes deroppe skal ikke afsløres her. Blot vil jeg anbefale Monsterbange til alle, der som jeg, ikke er til de store gys – men sagtens kan lide en lille (u)hyggelig historie. 

Monsterbange er skrevet af Betina Birkjær og illustreret af Zarah Juul, så man virkelig mærker hovedpersonens skræk og tilbageholdenhed på hvert et opslag.

Find den hos Jensen & Dalgaard.

Skal du læse en anden monsterbog uden det store gys, så vil jeg anbefale dig at læse Det meget meget MEGET farlige monster.

.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *