I mandags tog jeg toget til Svendborg for at besøge min veninde. I tasken havde jeg Paper Towns af John Green. Jeg har ikke tidligere læst John Green, og jeg blev virkelig glædeligt overrasket. Da jeg nåede Svendborg, var halvdelen af bogen læst. Jeg må indrømme, at jeg blev opslugt af jagten på Margo Roth Spiegelman. Og ikke mindst blev jeg fascineret af Quentins forelskelse.
Min veninde sov tungt og længe tirsdag morgen, og det var skønt for mig, for i ro og mag kunne jeg spise morgenmad, og så – oh store lykke – gå i seng igen for at komme endeligt til bunds i Margo mysteriet. Jeg læste bogen færdig.
Det er en rigtig god bog, synes jeg. Det er let at forstå, den har fans verden over.
Onsdag var jeg så heldig at være inviteret til en fremvisning af netop Paper Towns. Tak for det Høst & Søn!
Filmen er vældig fin, og jeg oplevede übermodellen Cara Delevingnes hovedrolle debut som overraskende god. Man tror ren faktisk på kemien imellem Margo og Q. Og hvor vil man gerne have det hele lykkes for dem eller måske rettere for Q.
Uden at være tarvelig kan man med rette sige, jeg ikke ligefrem længere er i målgruppen for ungdomslitteratur – eller YA/Young Adult som det hedder nu. Men det stopper ikke mig. Jeg er jo heller ikke ligefrem i målgruppen for al den børnelitteratur, jeg læser.
Jeg kan sagtens huske tilbage til den der lidt besynderlige alder mellem barn og voksen, hvor man føler absolut hele verden ligger for ens fødder. Det er en form for magisk tid.
Da jeg så filmen, mødte jeg kun min egen fremskredne alder en eneste gang: Da de tre venner, vildt morsomt i øvrigt, synger en Pokemon sang, for ikke at være bange. Hm. Pokemon? Det tog mig dælme ret lang tid, før jeg fangede den.
Paper Towns udgives herhjemme af Høst & Søn. Filmen får dansk præmiere den 23. juli, du kan snuppe en trailer her.
