I år fejrer vi her i Danmark 50-året for den moderne danske børnelitteratur. Vi fejrer Silas, Lille Virgil, Cykelmyggen, Snøvsen og Halfdans Benny, Ane og alle de andre fra ABC’en. Man skal ikke interessere sig meget for børnelitteratur for at blive lidt opslugt af året 1967. Hvad var det der skete og hvorfor lige der? Professor i børnelitteratur, Torben Weinreich, giver sit bud på det i det jubilæumsskrift Gyldendal har udgivet i anledning af feståret, hvor han bl.a. skriver:
”Det, der adskiller børnelitteraturen fra og med 1967 fra den foregående periodes børnelitteratur, er først og fremmest persongalleriet og handlingsmønsteret, men også det, der fortælles om. Inden 1967 var børnelitteraturen domineret af voksenautoriteter, fx i form af myndighedspersoner, ikke mindst lærere, som fastsatte rammerne for, hvad der var rigtigt og forkert.”
De fem forfattere skabte i 1967 en litteratur for børn, der tog børn alvorligt, og byggede på den banebrydende tanke, at et barn er lige så meget værd som en voksen.
I Sverige var den barnetype allerede skabt. Hun kom til allerede i 1945, da Astrid Lindgren fik udgivet, de tidligere kun mundtlige historier om Pippi, i bogform. Pippi var helt som hendes senere fæller fra Danmark fuldstændig banebrydende. Hun sprang normerne for, hvad man kan skrive til børn og særligt til piger.
Dengang, som tidligere, var de typiske historier for og om piger kærlighedsfortællinger, hvor den unge kvinde og heltinde, måtte meget igennem for til sidst at forenes med sin udkårne.
Lindgren debuterede i 1944 med den helt klassiske pigebog: Britt-Mari lättar sit hjärta (Anne Marie letter sit hjerte). En roman fyldt med hjertekvaler.
Allerede året efter gør verdens stærkeste pige så sin entre. Pippi ankommer til børnelitteraturen med hest, abe, guldmønter og egen villa.
Hun har stridt rødt hår, fregner i hele ansigtet og hun er forældreløs. Og dog ikke helt – faren er kaptajn og muligvis også negerkonge. Men det ændrer ikke ved det faktum, at hun må klare sig selv i den store Villa Villekulla.
Astrid Lindgren finder inspiration til Pippi i én af de helt store pigeromaner; Anne of Green Gables (Anne fra Grønnebakken). De to har en del tilfælles, de er omtrent den samme alder ved bøgernes begyndelse, de er forældreløse, de har rødt hår, fregner og ulig pigebogens stereotype pige beskrives de begge som værende meget lidt kønne. Men hvor Anne altid søger et hjem og en familie, har Pippi nok i sig selv, sin hest og sin abe. Anne stræber efter samfundets accept. Pippi er fløjtende ligeglad. Skolegang, uddannelse og pluttifikation holder ikke Pippi søvnløs. Pippi har absolut ingen respekt for samfundets myndighedspersoner, det være sig politi, lærere eller bare voksne generelt.
Pippi kan måske betegnes som en slags storesøster, for de udgivelser vi i år fejrer fra 1967. En foregangskvinde og rollemodel for både drenge og piger.
Pippi er den stærkeste, hun er den bedste til at klatre i træer og på huse, hun bager småkager på gulvet og lyver så det driver.
Du kan finde din egen Pippi på Gyldendal.
