Victor finder et ur, et fint gammeldags lommeur. Victor finder ud af, han kan styre tiden ved hjælp af uret. Det giver ham nemlig mulighed for at skrue tiden en time tilbage. Men når man kan styre tiden, giver det magt. Og at få magt stiller spørgsmålet: Kan Victor styre sig selv?
Op til Victor finder uret ude i skoven, er det faktisk ikke udelukkende sjovt at være Victor. Som alle andre teenagedrenge er han håbløst forelsket, hvilket egentlig optager det meste af hans tid. Som mange andre går han også i klasse med en vanvittig irriterende type, der nærmest har dedikeret alt sin tid til at gøre det så surt for Victor som overhovedet muligt.
Hjemme bor han med sin mor, far og væsentligt yngre lillesøster, der tilmed stiller det ene irriterende spørgsmål efter det andet.
Uret bliver en kærkommen ven, men det bliver mere og mere vanskeligt at styre for Victor.
Tempus Fugit er en vanvittig god, kort og intens bog. Jeg vil ikke anbefale den som en børnebog, hvilket det da heller ikke er. Den kan læses fra 15 års alderen og frem, men jeg vil så til gengæld virkelig anbefale alle at få den læst. Den er god. Virkelig god. Og har vi ikke alle sammen leget med tanken om at kunne styre tiden? Jeg har da.
Tempus Fugit er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, der også står bag Den store Djævlekrig. Bogen er i første omgang skrevet som en føljeton til Weekendavisen, og siden udkommet i bogformat på Høst & Søn. Du kan finde den på rosinante-co.dk – hvis du vil læse mere om forfatteren kan du læse på kennethboeghandersen.dk, hvor du også finder en Book Trailer for Tempus Fugit.