Her gik jeg og troede, jeg var en ægte julegris. Men så stødte jeg på fåret Frida, og hun er så vild med jul, at det får alle andre entusiaster til at ligne juleamatører.
Fåret som reddede julen er en ret morsom julebog. Det er ikke nødvendigvis stor litteratur, men sjovt det er det.
Fridas fåreflok er ret trætte af alle hendes julerier. Så de forærer hende en flybillet til Grønland. En halv time senere står hun i lufthavnen. Senere samme dag står hun foran Julemandens værksted, og ét minut efter det, sidder hun sammen med Julemanden, og drikker varm kakao. Og hun er begejstret!
Men hvad skal sådan et får mon egentlig lave hos Julemanden? Han har jo allerede de hjælpere, han skal bruge.
Fåret som reddede julen er skrevet af Jason Page, og den er illustreret af Adrian Reynolds.
Herhjemme udgives den af flachs.dk.