I april vil jeg gerne:
Holde påskeferie. Jeg drømmer om forårssolskin, hvor Molly spæner af sted på løbecyklen – vi er stadig i skarp træning.
Spise påskeæg nok. Marcipan og chokolade formet som æg – ét ord: G E N I A L T !
Fejre min kærestes og min egen fødselsdag. Vi fylder begge år i april måned med seks dages mellemrum, så april er, ligesom februar, en fødselsdagsmåned herhjemme.
Finde en genial gave til min kæreste. Han er lidt vanskelig at finde på til, og desværre (eller heldigvis?) er han exceptionel dårlig til at skjule det, når han ikke bliver glad for gaver.
Se nøje på Gyldendals Max og Bella serie til førskolebørn – der er både hæfter og en app.
Forny mit Tivolikort og snuppe årets første tur i Tivoli. Jeg er Tivoli fan. Altså fan af stedet ikke af forlystelserne. Jeg tør nemlig overhovedet ikke noget. Eksempelvis giver ballongyngerne mig koldsved, og jeg vil betegne Andedammen som min yndlingsforlystelse. Så nej – jeg er ingen vovehals! Men selve Tivoli med blomster, springvand og store is – det er lige mig.
Hoppe med på en kanalrundfart, formodentlig først sidst på måneden. Jeg er virkelig tosset med kanalrundfart. Jeg søgte en gang om et job som guide – desværre kom jeg i den grad til at pynte på mine tysk kundskaber, så da det kom til det, svigtede modet mig, og jeg trak ansøgningen tilbage.
Se Cirkelines Museskole på Anemoneteateret med Molly. Molly er kæmpe Cirkeline, Frederik og Ingolf fan.
På mini roadtrip med min veninde – turen går enten til Århus eller Malmö.
Læse bunkevis af skønne børnebøger, så der kan blive fyldt med gode anbefalinger på bloggen.