Sommetider kan man blive lidt tom for ord, og måske er det sådan jeg har det med Zam. Måske er forklaringen at jeg har så meget, jeg gerne vil sige at jeg er i tvivl om, hvad der skal komme først?
Lad mig starte et sted, nemlig med en konstatering: Jeg er ikke særlig god til det med zombier og vampyrer. Jeg læser ikke bøger om dem, og ser ikke film med dem. Det siger mig sådan set ikke rigtig noget.
Men så kom Zam ind af min dør, eller brevsprække var det jo faktisk rettere. Og der er bare et eller andet dragende ved den bog. Omslaget er tykt og utrolig blødt, siderne er sorte for enden, og så er der taget en bid. Et helt hjørne af bogen er bidt af. Jeg har haft den stående lidt, jeg ville nemlig gerne læse og skrive om den her ved Halloween tid.
Fra det sekund jeg åbnede Zam, og begyndte at læse, var jeg fuldstændig fascineret. Ikke alene er udseendet på bogen dragende, det er historien virkelig også.
Zam er en zombie. Han bor, som alle andre zombier, blandt mennesker. Han går på en almindelig skole, og han har en familie. Han ligner en ganske almindelig dreng. Eller næsten. Det hele er nemlig lidt næsten med Zam. Han har næsten en familie, han går næsten på en skole, han ligner, og er næsten en helt almindelig dreng.
Zam bugner af referencer. Der er Den Grimme Ælling, Emil fra Lønneberg, jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig, der er den nuværende flygtningesituation, og så er der en ting mere, synes jeg. Nemlig en beskrivelse af hvordan det er at være en del af en familie, der slet ikke ser eller interesserer sig for en. Beskrivelsen af Zams famile af træfigurer gør så ondt i hele kroppen at det næsten bliver svært at læse.
Zam er spændende, ulykkelig, hjerteskærende, sjov, forfærdelig, kvalmende, tankevækkende og meget meget mere.
Jeg vil virkelig anbefale alle at lære Zam at kende. Køb den, lån den, læs den, giv den i gave. Den er fantastisk. Og også fantastisk, når man ikke er til zombier normalt.
Den kan læses fra 15 – års alderen og frem.
Zam er skrevet af Jesper Wung – Sung, og den er illustreret af John Kenn Mortensen. Den udgives af Høst & Søn, du kan få fingrene i den på rosinante-co.dk
Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.
Fin, fin anmeldelse.
Tusind tak – det er jeg meget glad for, du synes.
Og tusind tak for ZAM!
Kh Josefine.